Mig og Hebe

I sidste måned tog Magasinet Hebe og jeg tårevædet afsked med hinanden efter en artikelserie, der havde strakt sig over et helt år: Livet på Dalsgaard. En artikelserie jeg har nydt at skrive.

Det blev en kort adskillelse, for Hebe spurgte mig, om jeg mon kunne have lyst til at få en fast klumme i bladet – en klumme, der skulle hedde ‘Karens Klumme’. Det havde jeg da i hvert fald, så allerede fra dette nummer er Karens Klumme en realitet.

Den første kan I se på side 14-15 i det Hebe, der netop er udkommet.

Billede1

Hvad klummerne kommer til at handle om, vil tiden vise. Men det vil altid være noget om livet – livet på landet, eller noget om mad, om have, pynt og/eller om årstiden. For som alle livsstilsmagasiner følger Hebe årstiderne med inspiration til pynt, tøj, blomster, bøger, mad og meget mere, der passer til sæsonen. Titlen på dette nummer er Efterårsluner – og noget af det, jeg vil hygge mig med at læse i eftermiddag er et uddrag af lune Søren Ryges nye bog: Haveglæde.

Billede2

Hebe er jo gratis. Og hvis du vil gøre noget for Hebe, så gå ind og meld dig som abonnent. Du får en mail, når det nye Hebe kommer – med et link til bladet. Og du kommer til at tælle med i antallet af faste abonnenter, et meget vigtigt parameter, når man skal ud og sælge annoncer. Annoncerne og det frivillige arbejde, der bliver lagt i Hebe, er det, der betaler gildet.

Det skrev jeg også i september. Men der er faktisk en ting mere, man kan gøre. Hvis man alligevel vil købe noget fra en netbutik, der annoncerer i Hebe, kan man gå via Hebes link til den pågældende butik. Virksomhederne kan se, hvor deres klik kommer fra, og de bliver glade for de annoncemedier, der generer salg. Det er jo indlysende.

Det er faktisk samme princip for annoncerne her på siden. Køber du noget hos en netbutik, når du går ind på den via min side, får jeg en lille bid af kagen – meget lille. Jeg tjente 152 kroner i første halvår i år. Før skat.

Nå – ikke mere herfra – jeg må have fat i min investeringsrådgiver, inden de lukker. Sådan en formue skal forvaltes forsvarligt – af professionelle.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Mig og Hebe”

Der er lukket for kommentarer.