Det her er en rigtig efterårsopskrift. En opskrift på store, saftige koteletter med æbler, nødder og ahornsirup.
Til sådan et festmåltid skal man bruge:
1 kotelet pr. person
Fint salt og mel
Smør til stegning
Og til æble/nøddeblandingen:
Æbler – det er svært at sige, hvor mange nedfaldsæbler, der går til, men ca. hvad der svarer til et helt æble pr. person.
En håndfuld ristede, grofthakkede hasselnødder – eller så mange, du nu synes
1 hakket løg
1 stængel hakket bladselleri
Lidt bacon i tern til at give et strejf af røgsmag
Et dryp æbleeddike
Salt & Peber
Ahornsirup
Drys koteletterne med lidt fint salt og lad dem ligge og trække, mens du gør resten i stand. Det er det, man kalder gourmetsaltning, og til koteletter er det en rigtig god ide. De bliver mere saftige af det.
Gør æblerne i stand og skær dem i tern. Hak nødderne groft og rist dem på en tør pande. Hak løg, et par skiver bacon og bladsellerien.
Tænd ovnen på 200 grader og sæt et ovnfast fad, der passer i størrelse til koteletterne ind, mens ovnen varmer op.
Vend koteletterne i mel og brun dem et minut på hver side – i smør. Læg dem i det varme ovnfaste fad og sæt dem i ovnen i et kvarters tid.
Kom løg, bacon, selleri og æbler på panden og lad blandingen stege, til løgene er klare og æblerne møre. Smag til med æbleeddike, salt og peber og ahornsirup og lad det hele koge godt igennem. Drys nødderne over ved servering.
Som tilbehør fik vi halve, bagte kartofler og små ufosquash også bagt i ovnen. Og så de aller-, allersidste gule bønner.
Der ligger tykt med nedfaldsæbler under træerne, og de skal bruges. Gerne i mad mere end i kager og desserter, synes jeg. Bondemanden er ikke helt enig. Han elsker gammeldags æblekage. Han har snart fødselsdag, så han må lige vente et par dage på det store æblekageorgie. Forventningens glæde er den største, som min svigermor altid sagde.
God fredag.
Koteleter med ben er bare så meget bedre, smagen og saften i kødet er mums, størrelsen kan man altid diskutere 😉
LikeLike
Vel er de så – og størrelsen skal i hvert fald ikke være ‘for lille’ 🙂
LikeLike
Kotelet mit lenkstange so min Far altid sagde men dengang vardeen halvgange større de var næstenså store somet Lokumsbræt 😎 og tak for opskriften med Maple syrup og Hazelnuts
God weekend til heleGaarden
LikeLike
mellemrumstasten driller sorry
LikeLike