Lidt mere om tomater

Hvorfor når jeg aldrig alting? Det er ret irriterende. Det kan da godt være, at det er umuligt at nå alting. Det bliver det ikke mindre irriterende af.

Planen var jo at plukke tomaterne, ordne tomatplanterne og begynde at pynte op i drivhuset. Men når klokken er kvart over fem, før man er hjemme, og man så lige skal svare på nogle mails, inden man går i gang? Så går der aftensmad og hundemad i det meget hurtigt, og jeg når kun halvdelen af det, jeg sætter mig for.

Men tomaterne blev da i hvert fald plukket. Her er nogle af dem. Jeg synes, de er så smukke i al deres nyplukkede friskhed. Og de dufter med deres helt specielle nyplukket-tomat-duft. Mmmmmm.

Billede1

Røde tomater i en lilla skål. Den farvekombination burde skrige til himlen, men den gør mig nu kun i godt humør.

Billede2

Nogle af tomaterne skal fryses, nogle tørres og nogle bare spises. De kan holde sig længe i en skål på køkkenbordet. Nogle blev brugt med det samme til aftensmaden. Mozzarellagratinerede gnocchi med tomater efter denne opskrift – bare med store tomater i stedet for cherrytomater.

Billede5

Og så blev det aften. Det sker tidligere og tidligere nu.

Billede6

Gad vide, hvad jeg ikke når i dag? Nå – det skal man nok ikke spekulere for meget på. Det er vel bedre at glæde sig over alle de ting, man har nået.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Lidt mere om tomater”

  1. Ja, jeg kan sige at duften af de tomater kommer igennem min computerskærm. Og det er ikke dårligt! Jeg synes nu det ser ud til at du når meget, Karen. Og egentlig ville det vel også være kedeligt altid at nå alting … For hvad så bagefter …?
    God weekend til dig – med tilpas mange gøremål 🙂

    Like

  2. Valdemar Atterdag levede ikke forgæves – trøst dig, Karen, i morgen er der atter en dag 🙂
    Det er værre med de hittepåsomme folk, der måske får jer til – med et pennestrøg – at leve i et parcelhus. Som en af mine venner plejede at sige “Livet er da heller ikke andet end glæder og sorger!” Selv tager jeg hellere glæderne end sorgerne på forskud.
    Rigtig god weekend til jer begge.

    Like

Der er lukket for kommentarer.