Food Festival 2014

Food Festival 2014. Fredag eftermiddag på åbningsdagen. Lidt blandet vejr, heldigvis holdt det tørt. For en god Food Festival kræver tørvejr. Det handler om mad, mad skal være lækker, og der er ikke noget lækkert over mudrede festivalpladser. Lad os håbe, at det også holder tørt i dag på den sidste dag i årets store madbegivenhed.

Billede2

Der var ‘de sædvanlige’ områder. Havnen, Korn og søde sager, Mejeriet, Kødet og Planteriget og de Nordiske Dråber. Og det var godt. For de skal helst ikke lave alt for meget om på det. Genkendelighed er en væsentlig del af en tradition, og en tradition er lige netop det, Food Festival er blevet.

På havnen var der lækre smagsprøver – pillerejer fredag, andre lækkerbidskener de følgende dage. Og hensynsfuldt nok var der også mulighed for at vaske fingrene bagefter. Godt tænkt.

Billede6

Thorfisk bød på små lækre fisketapas. Minifiskedeller pyntet med en remoulade rørt af græsk yoghurt, rygeost, purløg og rødløg. Lige til at gøre efter. En ide til nippemaden.

Billede1

I Planteriget var der så mange mennesker inde i teltet, at vi faktisk opgav at komme rundt. Fra kanten kunne vi lige se, at man kunne købe en ‘shitake klump’, så man kunne dyrke sine egne shitake svampe – smart. Det telt kunne godt have været dobbelt så stort.

Billede10

Men udenfor teltet var der også spændende ting at kigge på. Der var den smukkeste stand med friske krydderurter, og den blev gransket nøje.

Billede4

Billede8

Sådan en flytbar krydderurtehave er en god ide, hvadenten man har en stor eller lille have. Forsyninger lige i nærheden af køkkenet. I mindre målestok havde Byhaver en god ide – den kan da bruges på selv den mindste altan.

Billede7

Camilla Plum havde også en stand, hvor man kunne købe eksploderende kefirsvampe – jeg tror nok, det var kefirsvampene, der skød lågene af – jeg holdt en respektfuld afstand. Og masser af frø, der i dagens anledning var sat ned til 20 kr. pr. pose. Jeg spurgte hende, om jeg måtte tage et billede af hende, men fik at vide, at nej, det måtte jeg ikke, og hvis jeg gjorde det, ville jeg få smæk.

Det undlod jeg så. Jeg husker jo fra hendes julebog, hvordan hun jog svigermor ud af køkkenet med en stor kokkekniv, da denne dækkede den stegte gås til, så skindet ikke længere var sprødt. Så det var nok ikke nogen tom trussel.

Den lokale smag af Danmark var igen mit yndlingsområde. Ting, man kan dyrke, høste og tilberede. Samsø, Djursland, Bornholm og mange flere steder bød på noget af det bedste, egnsdelen formår og præsenterede det hele med stolthed og glæde. Der føler man sig rigtigt hjemme. Vi fik en bagekartoffel fra Samsø med hjem som souvenir, vi smagte på chili-hybenmarmelade (DET skal jeg prøve at lave). Vi smagte på pestoer, søde og salte mandler og meget mere.

Mange steder var der gjort rigtig meget ud af pynten. Det er så vigtigt, at der er pynt. Det sætter hele stemningen. Se for eksempel den her:

Billede9

Finere kan det da næsten ikke blive?

Og årets udstillede dyr? Det store hit var de små geder. De må være blevet klappet til hårløse geder i løbet af weekenden.

Billede11

Og der var en ko med kalv. Ikke en hvilkensomhelst ko. Næh – en Dexter ko som vores og hendes fine kalv. Og hvis ko var det lige? Jamen, det var jo Jens Oles ko. Jens Ole fra Lindbjerg Dexter, vores tyrs ‘far’, hvis dyr passer mange naturarealer på Randersegnen og sørger for, at Randers ikke helt bliver opslugt af regnskoven. For det er, hvad der sker, når naturarealer ligger uplejede hen.

Billede12

Vi fik en hyggelig sludder, klappede koen, og så var det på tide at vende næsen mod Skivholme.

Den mere videnskabelige og politiske tilgang til mad – (når det bliver videnskabeligt eller politisk, bliver mad i øvrigt pludselig til Fødevarer) – den sprang vi let og elegant over. Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg bliver så træt af nøglehulsmærkede missionærer og visionære, der vil have mig til at spise insekter og tang.

Skal man komme med et ønske til næste år, så er det mere plads i teltene. Især i området med lokal mad og i Planteriget. De var proppede til randen med gæster, der gerne ville se, spørge, røre og smage og tale med producenterne om metoder, opskrifter og meget mere. Der var meget, jeg gerne ville have undersøgt mere grundigt, men jeg følte mig forpligtet til at flytte mig hurtigt, så andre også kunne komme til. Det var lidt ærgerligt.

Men alt i alt var Food Festival igen i år lige præcis den store oplevelse, den skal være. Man går beriget derfra fuld af gode ideer.

God Søndag – du kan stadig nå derind – de lukker først kl. 17.

 

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Food Festival 2014”

  1. Rigtig god beskrivelse af Food Festival 2014 flotte billeder (-: du mangler et biled af den lange kø vi måtte stå i for at komme ind i Arla teltet men det var ventetiden værd de lavede virkelig lækker is. ‘jeg syntes at det igen i år var supper (-: dejlig artikel om en af de store begivenheder i Aarhus festuge TAK

    Like

  2. Kære Karen, et fantastisk indlæg du har lavet, man mærker tydeligt din passion for alt slags mad, næsten ;-). Og hende Camilla Plum, ja nogen får nykker, bare de bliver kendte nok, ærgerligt for hende, det må hun jo døjes med 😉

    Like

Der er lukket for kommentarer.