Nippemad: Calamari – små frittede blæksprutter

I dag er det fredag, og i aften skal vi have nippemad. Lækre, små frittede blæksprutter, som dem vi en gang fik på en ferie til Santorini – den græske ø, hvor billederne til hovedparten af de græske postkort er taget. Sprutterne var knasende sprøde udenpå, møre indeni og med en dejlig smag af citron.

Billede6

Jeg fandt en pakke med 400 gram frosne, små blæksprutter på tilbud. Den første halvdel blev spist i fredags, den anden halvdel står på menuen til i aften. De er gjort i stand før frysning, så de er meget lette at tilberede. Man skal bruge:

1 pakke frosne små blæksprutter – ca. 100 g til hver, hvis der også er andet på menuen – ellers 200 g
1 citron
Mel med salt og peber til at vende dem i og
Olie til at stege dem i

Tø sprutterne op og lad dem dryppe af. Vend dem i citronsaft og lad dem marinere i køleskabet i en times tid. Tag sprutterne ud af køleskabet, vend dem i mel blandet med salt og peber.

Billede5

Steg dem sprøde på en pande i rigeligt olie. Vend dem ofte. Det tager kun en fem minutters tid, før de er møre. Lad dem dryppe af på et par stykker køkkenrulle.

Spis dem med citronbåde og græsk salat af rødløg, oliven, agurk, tomat og feta dryppet med lidt æbleeddike og olivenolie. Brødet på billedet øverst er et stykke af de ‘perfekte flutes’.

Ret enkelt – og ret lækkert. Mad med feriesmag.

Billede7

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Nippemad: Calamari – små frittede blæksprutter”

  1. Er ked af det, kan ikke udstå blæksprutter, har fået det nogle gange i Frankrig, syntes det er lige som viskelæder. Men jeg tror også at enten så elsker man dem eller hader dem :-). Et eller andet sted har jeg faktisk større tiltro til, at du kan lave dem rigtig, det kunne de i hvert fald ikke der hvor jeg har prøvet……Muslinger kan jeg godt lide 🙂
    Men skønt at du laver anderledes mad 🙂

    Like

    1. 🙂 Sødt sagt, Margit. Jeg har også fået paneret viskelæder i Frankrig. Det er ikke noget at skrive hjem om. Muslinger kan jeg også rigtig godt lide – dem må vi have nogle af i næste uge – det skal nu nok være ret traditionelt med hvidløgssmør og flutes – mums. Jeg bliver helt sulten.

      Like

Der er lukket for kommentarer.