Markbedet og Squashsalat med Peberrod

Der er gang i markbedet nu. Græskar, bønner, majs og squash vokser hver dag – især nu, hvor vi har erkendt, at der ikke kommer vand ovenfra, og har sat vandsprederen til. For squash og græskar er tørstige grøntsager.

Billede1

Når først der kommer gang i squashene, er de ikke til at stoppe. De vokser, blomstrer og sætter frugt i en uendelighed. Og vender man ryggen til sådan en lille babysquash et øjeblik, vokser den sig så stor og tung, at det er lige før, man skal bruge trillebøren for at transportere den fra mark til køkken.

Tag dem, mens de er små – omkring 15 cm er bedst. Man kan lave en lækker salat i stil med agurkesalat med de små squash. Krydret med peberrod bliver salaten frisk og lækkert tilbehør til de fleste retter med kød.

Billede3

Her er brugt 4 små squash på 12- 15 cm.

Man skal bruge:

4 små squash
1/2 tsk salt
2 -3 spsk sukker
2-3 spsk eddike
Revet peberrod efter smag – jeg brugte ca. 1 spsk.

Skær squashene i meget tynde skiver. Jeg bruger ‘agurkesiden’ på rivejernet. Drys med salt og sukker, rod lidt rundt i det og lad saften trække ud – en halv til en hel time – det går lidt langsommere end med agurker. Smag til med eddike og peberrod – og måske lidt mere sukker. Peberrodens friske smag er god sammen med squashen og virker kølende i varmen.

Billede2

Squashblomsterne er også smukke – som små sole i køkkenhaven.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

1 thought on “Markbedet og Squashsalat med Peberrod”

  1. Fordelen ved at have mange squash er, at man har “råd” til at tage dem i mindre størrelser. Prøv at tage nogle kvindelangefinger-store og giv dem et par minutter i kartoffelvandet/letsaltet vand som tilbehør med andre grøntsager – eller skær dem i 1-2 cm stykker og put dem i champignon á la creme.
    Og så har jeg fået et nyt træ på terrassen – et rodskud fra det kæmpestore smukke træ, der væltede i den første store storm. Det har fart på og er allerede 1 1/2 meter højt. At miste tre meget høje træer i én storm fik min have til at se meget forandret ud fra den ene dag til den anden.

    Like

Der er lukket for kommentarer.