Mine tre dage med Holger

Jeg har gnavet i Holger i tre dage. Det har Bondemanden også. Nu tror du nok, at det går vildt til herude på landet i sommervarmen? Nøh – Holger er en 1600 grams kylling, man kan købe i blandt andet Bilka, hvor jeg vovede mig ind i sidste uge.

Jeg ved ikke, hvorfor mad absolut skal have navne. Vores juleand hed Anton. Og i de sidste tre dage har vi så lystigt gnavet løs på Holger. Det er nok det der ‘storytelling’. Jo mere industrielt, jo flere (løgne)historier.

Billede9

Men Holger er nu en god kylling på trods af navnet. Stor, kødfuld – og så var han på tilbud. Vi lavede Holger til tre forskellige retter.

Den første aften grillede vi lårstykkerne. Først blev de marineret i en græsk inspireret marinade rørt sammen af citronsaft og revet citronskal, hvidløg, oregano og olivenolie. Græsk salat og nye kartofler fra haven som tilbehør. Nemt, lækkert og lige til at gøre efter uden yderligere opskrift.

Den næste aften blev det lidt mere kunstfærdigt. Bryststykker på ben i hvidvin med hakkede valnødder, hakket hvidløg, semidried tomater i olie og basilikum. Det laver man sådan her:

Klip bryststykkerne fra hinanden, skær 3 dybe snit i dem på tværs, fyld snittene med tomater, hakkede valnødder, hakket hvidløg og basilikum.

Billede7

Dryp med lidt af olien fra tomaterne, hæld et glas hvidvin ved og sæt fadet i ovnen på 200 grader i en tre kvarters tid. Steg vingerne med til næste dags aftensmad.

Billede8

Det møre kyllingekød kan nærmest løftes af benet. Tilbehøret var igen nye kartofler fra haven og en salat med tomater, løg, hvidløg og masser af basilikum –  mere italiensk inspireret.

Den tredje dag blev resten af Holger til en gryderet. Resterne af kødet fra bryst og vinger blev pillet fra benene, og det blev kogt igennem i stegeskyen fra dagen før. Vi havde en rest grillede artiskokker fra glas, som også kom i gryden, og til sidst blev skyen jævnet lidt med Maizena. Der var kartoffelrester fra de foregående dage, som blev til brasekartofler.

Og så var det slut med Holger.

Men tre ret forskellige retter blev han til, og det er skam ikke enhver Holger forundt.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

One thought on “Mine tre dage med Holger”

Der er lukket for kommentarer.