Grønne hyldebær til pynt

Det er ikke meget, man opholder sig inde for tiden. Når vejret er som nu, og man har ferie, er det ude, det foregår. Alligevel vil man da gerne have det pænt derinde også.

Duggen falder jo på et tidspunkt, og så er det rart at gå ind i en tør og sommerpæn stue og lade døren stå åben ud til solsorten, der stadig synger, til det bliver så mørkt, som det nu bliver om sommeren i Danmark.

De grønne hyldebær hænger overalt på hyldebuskene lige nu, og de kan bruges i dekorationer af den lidt mere holdbare slags.

Her sammen med efeu – både ægte og af beton:

Billede10

De grønne hyldebær giver en kniplingsagtig lethed til dekorationerne – og det er da i den grad årstidens pynt.

Billede11

Både efeu og hyldebær er stukket i oasis. Så er der styr på dem. Skålen har jeg selv lavet – af beton, formet over en glasskål, der var pakket ind i husholdningsfilm og smurt med vaseline, så betonen kunne komme af igen.

Grønne hyldebær gør sig også godt sammen med blomster. Her sammen med floks og bark – de samme barkstykker, jeg brugte til rosendekorationen. De kan genbruges. Her står blomster og bær også i oasis. De friske blomster kan skiftes ud – de holder kun et par dage inde i varmen.

Billede5

Prøv dig selv frem og find på mere – det er næsten gratis pynt, der kan hjælpe stuen af med det lidt ubeboede udseende, den tit får, når vejret bliver udevejr for alvor.

Billede3

Husk at vande oasisklumperne…

God varm torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Grønne hyldebær til pynt”

  1. Jeg holder rigtigt meget af natur materialer og gratis ting fundet udenfor og der findes rigtigt meget liiiige uden for døren. Jo mere man arbejder i natur materialer, des bedre bliver man også til at se mulighederne. Din dekoration ser jo skøn ud Karen og nogen gange er det så lidt der skal til 🙂

    Like

    1. Tak, Margit. Naturmaterialerne er også mine foretrukne, og jeg laver dekorationer hele året. Det er nemlig tit så lidt, der skal til en for at gøre en kæmpe forskel, og det kræver tit kun en minimal indsats – win-win 🙂

      Like

  2. Tak for inspirationen Karen. Jeg overvejer at følge dit eksempel – vores hus er bare sådan noget, man går ind i for at hente mad m.v. lige for tiden – men lidt fryd for øjnene skader jo ikke. Jeg bruger meget skåle med vand og heri et par rosenhoveder.

    Like

    1. Det er også rigtig kønt med rosenhoveder i vand 🙂 Vi går også bare ud og ind – og så rundt med støvsugeren efter døde fluer i vindueskarmene – det varme vejr betyder mange fluer her under de store træer.

      Like

Der er lukket for kommentarer.