Gederams – en overset skønhed

Lige nu er der store grupper – ja næsten hele flader – af blomstrende gederams langs vejene. Det ser smukt ud. Et par af dem er indvandret i vores have. Det ser faktisk også smukt ud.

For selvom gederams med sin ufattelige grokraft, frøspredning og udløberrødder er noget værre ukrudt at få ind i haven, er den alligevel til at styre, hvis man vil. I en lille have skal man nok være noget forsigtig med den slags krimskrams. Men i en større kan man sagtens have sig et lille hjørne, hvor gederamsen får lov at stå. For den blomstrer så smukt.

Billede4

Og den gør sig godt i buketter. Lige når man plukker den, kommer den til at hænge lidt med næbbet. I løbet af et par timer retter den sig, og står derefter strunkt i en lille uges tid. Slet ikke så dårligt for en buketblomst.

Billede5

Den blomstrer nedefra og op på spirene ligesom så mange andre af den slags spir-planter, og dens frøstande er også smukt lilla.

I naturen skal den ikke styres, for gederams er noget af det eneste vilde, bierne har at trække på lige nu. Man tænker ikke lige over det. Det er jo sommer, og der er masser af blomster, synes man. Men der er ikke mange nektarplanter i naturen nu. Der er de store blomstringer overstået, og træer og buske har travlt med frugt, frø og frøstande. Det kan en bi jo ikke leve af.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Gederams – en overset skønhed”

Der er lukket for kommentarer.