Mad i juli?

Er hun helt holdt op med at lave mad? Er hun kun i haven? Eller hvad?

Jeg kan godt forstå, I spørger, for der har ikke været så mange opskrifter i den sidste tid.

Bare rolig – jeg er bestemt ikke holdt op med at lave mad. Men travlhed, gæster, møder og meget mere har fået mig til at holde mig til det sikre en tid. Det jeg har prøvet før og som lykkes hver gang. Og de opskrifter er her jo allerede. Faktisk er der over 700 indlæg – rigtig mange af dem med opskrifter.

Men hvad har jeg så lavet af mad i den sidste uges tid? Jo, for eksempel stegt højrebssteg til familiegæsterne i weekenden. Med en let coleslaw af spidskål og gulerødder til – finsnittet spidskål, finthakket gulerod og en dressing af halvt cremefraiche og halvt Hellmanns mayo, smagt til med sennep, vineddike og sukker. Nemt. Igen.

Billede7

Jeg har bagt rigtig mange solbærkager. 5 kommer vi op på, før ugen er slut. Det er den solbærkage, der også er opskrift på i Magasinet Hebes store sommernummer. Den er nem, hurtig og lækker.

Billede1

Jeg har bagt utallige rundstykker til gæsterne – jeg leger lidt med faconerne og farverne på birkesdrysset – firkantede rundstykker med sorte birkes, trekantede rundstykker med hvide birkes og så videre for ikke at gå ud af mit gode skind af kedsomhed over at bage det samme igen og igen i så store mængder. Sagde du ‘så bag dog noget andet?’ Gæsterne elsker dem, så de skal være der – sammen med grovbollerne og ‘noget andet’.

For eksempel de lette og luftige boller med tranebær, som jeg har fået en opskrift på af  Elsebeth fra Sønderborg. Dem vil jeg prøve at bage i morgen – og er de lige så gode, som de lyder til, får I opskriften senere på ugen – og de vil blive serveret for gæster så langt væk fra som Holstebro og USA.

Så læs bare med, hvad enten du helst vil læse om mad, have, naturen eller dyrene – eller måske noget helt andet – for der kommer lidt af hvert her hen over sommeren. I aften har vi motorvejsmøde – det fylder stadig, og det bliver det ved med, til vi enten har vundet eller helt tabt.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Mad i juli?”

  1. I samme åndedrag tænkte jeg også på H.C Andersen fine indledning!
    Karen, ring til JP og spørg omstillingen efter en journalist, der vil være den rigtige til at tage sig af kommunalpolitik, når det er værst. Få ham til at arbejde på sagen; det batter mere end naboerne, for han har erfaringen og ved, hvordan det skal gribes an, og hvordan han skal få fat på de RIGTIGE oplysninger om de forkerte beslutninger.
    Det er ikke altid, noget bliver bedre af, at der er alt for mange om at tage en beslutning. Et par stykker mere end dig og Bondemanden skulle være tilstrækkeligt til at lægge den strategi. I kunne også få jeres lokal-tv til at vise jeres video og finde en eller to, der har tid til at gå til byrådsmøderne.

    Like

    1. Det er desværre ikke lokalpolitkerne, der har truffet beslutning, men folketinget og transportministeren – under hvis indflydelse skal jeg ikke kunne sige, selvom jeg har en anelse. Vi har en pressekontakt, men det er gruppen, der skal lægge en strategi nu for, hvornår og hvordan.

      Like

  2. Altså Karen, den smukke svungne vej lige uden for din dør får mig til at tænke tilbage på de “skovtursveje” vi altid kørte ad for at finde det bedste sted at spise vore søndagsmadder i min barn- og ungdom. Mine børn og jeg har været nede ad alle markveje på Als for at lede efter smukke træer, fine gamle huse – og en plet til at nyde vore søndagsmadder. En spegepølsemad og en æggemad med en gnavetomat smager aldrig bedre end på sådan en tur. Og så lige en buket fra en kornmark eller en grøftekant med hjem. Jeg er helt pjokket med de vilde kongelys og har lokket dem ind flere steder i min have og på gårdspladsen.
    Jeg håber, I har ringet til JP og fået fat på en journalist til at hjælpe jer med at råbe op, så det hele ikke bare foregår bag lukkede døre. Tænk, om vi skal til at synge “Der VAR et yndigt land …”

    Like

    1. Eller hvis en omskrivning af den grimme ælling skulle starte med Der VAR så dejligt ude på landet…

      Vi har møde i aften og skal planlægge presseindsatsen – men folk er jo gået på sommerferie…

      Like

Der er lukket for kommentarer.