Godfather’s livret med krydrede, bagte cherrytomater

En kasse med to kilo søde og lækre cherrytomater. En hel kasse fuld af ‘solmodne tomater fra Sicilien’.

Billede1

Hmmm – et tilbud man ikke kan afslå, hvis man ved, hvad der er bedst for ens helbred.

Billede8

En perfekt lejlighed til at skeje ud og bare bruge løs. Tomater i salat, tomater i tærter, tomater i madpakken og ikke mindst krydrede, bagte tomater til mandagspastaen.

Man skal bruge:

500-600 g cherrytomater
2-3 fed hakket hvidløg
1 tsk sukker
2 spsk æbleeddike
4 spsk olivenolie
1 drys salt
1 nip chilipulver

Derudover:
Frisskogt pasta og revet parmesan – og eventuelt lidt skinke i tern.

Kom cherrytomaterne i et ovnfast fad og dryp med æbleeddike og olivenolie. Drys med hakket hvidløg, salt, sukker og chilipulver – kun en anelse chili, retten skal ikke være hot, bare krydret. Bag tomaterne på 200 grader i en halv times tid.

Billede2

Kog pastaen, lad den dryppe af, bland med de bagte tomater – plus eventuelt lidt skinke i tern – og drys gavmildt med parmesan.

Billede3

Sådan – nem, god og billig hverdagsmad – ‘en portion, du ikke kan afslå’.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

1 thought on “Godfather’s livret med krydrede, bagte cherrytomater”

  1. Mumsfilibaba bagte Tomater det kan ikke gå helt galt æææææææælsker det og helst San Marzano Tomater men home grown freerange er nu heller ikke så tossie bare de få lov til at modne på stilken god tirsdagsdag til alle på gaarden

    Like

Der er lukket for kommentarer.