En katastrofe – motorvej i baghaven

En lille by er lammet af chok. Skivholme ser sin egen udslettelse i møde. Den ro og fred og ubemærkethed, den har levet godt med i århundreder, er dødsdømt. Der skal bygges en motorvej. Linjeføringen for motorvejen mellem Aarhus og Viborg er blevet fastlagt af Folketinget. Den bliver ført syd om Lading Sø. Ned til os i Skivholme.

Billede8

Dem, der ikke ved lige, hvad det betyder, kan se et lille filmklip her – det er en video, vi lavede og lagde på YouTube for at vise, hvad det er, vi sætter så højt her hos os.

Vi var ellers optimistiske. VVM redegørelsen pegede på, at denne sydlige linjeføring ville betyde ødelæggelse af væsentlige naturværdier. De økonomiske undersøgelser viste, at den sydlige linjeføring ville blive meget dyrere at bygge, og at mange flere ejendomme skulle eksproprieres. Vejdirektoratet anbefalede, at man ikke benyttede det sydlige alternativ. I februar 2012 skrev jeg om det med forsigtig optimisme.

Alligevel besluttede politikerne det stik modsatte af det, undersøgelsen viste, var fornuftigt.  Og det er dem, der bestemmer. At der er brugt 30 mio. kr. på en undersøgelse, der skal hjælpe dem til at træffe den rigtige beslutning, er noget, de sagtens kan se bort fra og så skal de da ellers på sommerferie.

For et par år siden, da vi var midt i en storm af høringer, høringssvar, indsigelser og borgermøder, skrev jeg et læserbrev om ‘Skivholme – den glemte by’. Dengang var det et skrækscenarie. Nu bliver det virkelighed.

Billede7

Forhåbentlig vil der gå lang tid. Der er ikke afsat penge til at bygge motorvejen endnu. Og det ser ud til, at en udvidelse af E45 vil blive prioriteret først. Det kan vi da håbe på. Men det er nu ikke meget at have at håbe på. En stakket frist.

Håber, I får en bedre torsdag end vi gør…

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

5 thoughts on “En katastrofe – motorvej i baghaven”

  1. Du får min største medfølelse, for det må være meget sørgeligt for jer. Forhåbentlig kommer der besparelser på det område!!!

    Like

  2. Karen, du får mig til at mærke en knugen i maven. Mange mennesker har som I fået mere end deres torsdag spoleret.
    Dansk Naturfredningsforening rejste i 2006 en fredningssag for at redde den lille ø, Egholm på ca. 6 km2 lidt vest for Aalborg, fra en linieføring af en evt. tredie motorvej over Limfjorden. Forudseende var man, men selvfølgelig stemte Folketinget lige netop for den løsning. Danmark skal åbenbart plastres til gennem ådale, byer og småbyer med uvurderlige naturområder – herlighedsværdier, ofte med oldtidsminder, som aldrig kan genoprettes. Der var ingen ende på, hvor godt det ville blive, når bare Skjern å blev rettet ud – det blev en katastrofe – og så måtte man genoprette åens løb.
    Jeg ved snart ikke, hvad der er det værste. Men det mærker de mennesker, der får eksproprieret deres hjem til en meget lav vurdering, som gør ubodelig skade på deres liv og økonomi.
    Hvor meget mere skal der til, før vi er rede til at tage os sammen og gøre oprør mod denne skalten og valten …
    Jeg glemte helt – det var et usædvanlig godt læserbrev og en meget sigende video.

    Like

    1. Tak, Elsebeth. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at om ikke penge direkte har skiftet hænder, så er der nogen, der har udøvet indflydelse på nogen. Gang på gang bliver der foretaget undersøgelser til millioner af kroner, hvis resultater der efterfølgende overhovedet ikke tages hensyn til. Jeg har også lyst til at gøre oprør. Men jeg ved ikke lige, hvordan det skal gribes an. Når jeg finder ud af det…..
      Knus fra Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.