Toursalnader? Karbonader med lufttørret skinke og salvie

Der er noget, der hedder Saltimbocca. Kalvefilet lagt sammen om salvieblade og lufttørret skinke. Der er også noget, der hedder Tournedos. Oksemørbrad omviklet med bacon. Og der er noget, der hedder Karbonader. Dem kender vi – selvom nogen kalder dem Krebinetter. Det er vist mest sjællænderne, har jeg hørt.

En karbonade omviklet med lufttørret skinke og salvieblade må vel så blive til en Toursalnade? Den smager i hvert fald godt, og er en karbonade med lige lidt mere spræl i.

Billede6

Man skal bruge:

500 g hakket svinekød af den bedste slags, man kan få
10-15 salvieblade
4 skiver lufttørret skinke
1 dl hvidvin
1 dl fløde
Smør til stegning

Form fire store karbonader af kødet. Rul en skive skinke omkring hver af dem, mens du putter salvieblade mellem kødet og skinken.

Steg dem på panden i 5-6 minutter på hver side.

Billede5

Til sidst koges panden af med et glas hvidvin – tilsæt bare nogle ekstra salvieblade – og fløden blandes i. Lad det koge lidt ind og giv eventuelt en klat kulør. Det giver en sovs, der smager som en drøm til nye kartofler. Blomkålen på tallerkenen? Det er gratineret blomkål efter denne opskrift. Man kan få de flotteste blomkål lige nu.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.