Osso Buco som forårsmad?

Sikke en dejlig weekend. Sol, blomster, fuglesang – og hårdt arbejde. Kamp mod brændenælder og tidsler, kamp mod skidtet, bagning i industrielt omfang, vask, gæster, udplantning i drivhuset og så en lille, fjollet tyrekalv, der stak af fra matriklerne, og som vi ikke kunne finde, selvom vi ledte i flere timer. Han kom hjem, da han blev sulten. Møgunge. Hmfff.

Lørdag aften lavede vi en stor grydefuld Osso Buco.

Billede1

Der er dem, der siger, at det da er vintermad? Sådan noget simre-noget? Men i Italien spiser de det hele året, så hvorfor ikke også her? Man bliver også sulten af at arbejde ude i timevis ude om foråret – og simremad passer så dejligt sig selv.

Man skal bruge:

Ca. 1 kilo kalveskank i skiver
2 gulerødder
2 løg – vi havde kun rødløg, men det gjorde ikke noget
2 stængler bladselleri – vi tog en håndfuld meget små stængler fra haven – de er bittesmå endnu
4 fed hvidløg
2 spsk koncentreret tomatpure
1 dåse flåede tomater + et drys chili, en dråbe æbleeddike og en tsk sukker
3 glas hvidvin
Salt og peber

1 bundt persille
3 fed hvidløg
Skræl fra 1 økocitron

Ris til servering

Klip senen omkring kødet over to-tre steder, så kødstykkerne forbliver flade under stegningen. Drys dem med salt og peber, vend dem i mel og brun dem godt og grundigt.

Billede2

Som I kan se, er Dexter Osso Buco ikke så store. De bliver fine, møre og meget lækre – ikke mindst fordi de ikke er så grove.

Flyt dem over i en stegegryde, når de er pænt brune på begge sider.

Hak gulerødder, løg, hvidløg og bladselleri i meget fine tern. Svits grøntsagerne på panden sammen med tomatpure. Hold en god varme.

Billede3

Vip grøntsagerne over til kødet, kog panden af med hvidvin og hæld væsken over i gryden. Hæld resten af hvidvinen over kød og grøntsager, tilsæt tomat og tomatkrydderi. Kødet skal være dækket, så tilsæt eventuelt lidt vand.

Bring det i kog, bring kogningen under kontrol og lad det simre i 2-3 timer. Når kødet er mørt, tager man låget af og lader sovsen koge lidt ind.

Lav gremolata ved at blande finthakket persille med knust hvidløg og revet citronskal.

Server med ris til og gremolata – det grønne drys, der giver hele retten en frisk og lækker smag, som kan nydes hele året.

Og bordpynt? Det kan gøres meget enkelt lige nu, hvor bonderoserne blomstrer. Fadet er fra Søstrene Grene – købt for rigtig mange år siden. Bonderosen er fra haven – nyudsprungen og et kunstværk i sig selv.

Billede5

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Osso Buco som forårsmad?”

  1. Tak for en god opskrift og en inspirerende blog. Jeg er meget enig i, at Osso Buco ikke er en vinterspise. Desværre har den fået det ry i DK. Ikke godt. Dexter kød er nok klasse til denne ret. Jeg har smagt Dexterkød, det smager fremragende:)
    Vh Jan

    Like

    1. Godt at høre, Jan 🙂 Nej, nede sydpå spiser man gryderetter hele året. Vi er nok så forhippede på sommermad her, fordi vi ikke har så meget sommer, som de har. Selv nye kartofler ville blive ensformige, hvis de var der de 9 måneder om året, mon ikke?

      Like

Der er lukket for kommentarer.