Restemad: Krydret lam i hjemmebagt pita

Det var den påskeferie. Det er hverdag igen. Og lammekøllen er ikke spist op. Påskeferien var for kort, kan man vel udlede af det.

Billede3

Lammekøllen var stor, og resterne af den blev delt i to. Et reelt stykke, der kan bruges til aftensmad en anden gang, og en hel masse småstykker. Lammestumperne blev vendt med shawarmakrydderi, lynstegt på panden og endte som pitabrødsfyld sammen med rester af frisk spinat, feldsalat og cherrytomater. Med tahinedressing.

Billede2

Hjemmebagte pitabrød

100 g speltmel
300 g proteinhvedemel – tipo 00 eller Lidls proteinhvedemel
5 g gær
3 dl vand
1 tsk salt

Rør gæren ud i vandet, tilsæt mel og salt. Du behøver ikke at ælte – bare rør det sammen. Lad dejen hæve i mindst 8 timer.  Sæt den over om morgenen og lad den hæve, mens du er på arbejde. Del den 6 stykker, form store boller og lad dem efterhæve en halv time på en bageplade. Rul dem endnu større og flade med kagerullen, og bag dem i ovnen i 10 minutter på 240 grader. Skru ned til 200 grader og lad dem bage en fem minutters tid mere.

Billede1

Tahinedressing

2 spsk tahine (den lyse)
4 spsk græsk yoghurt
Saft fra 1 citron
1-2 fed knust hvidløg
1 nip salt
Vand

Rør tahine, yoghurt, citronsaft, hvidløg og salt sammen. Spæd med vand til den konsistens, du gerne vil have.

Efter jul og påske står man tit tilbage med et køleskab med masser af rester og ikke ret meget andet. Der skal ryddes op i dem med det samme, for det har jo været dyrt at anskaffe sig al den gode mad, og der skal helst ikke gå noget til spilde. Men det er nu rart at have rester, så man ikke skal tænke så meget på indkøb de første dage. Det var der rigeligt af før påske, og nu er der god plads på kontoen!

God tirsdag efter påske – var det lidt svært at komme op i morges? Og mon ikke man skal nogenlunde tidligt i seng i aften?

Billede7

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

7 thoughts on “Restemad: Krydret lam i hjemmebagt pita”

  1. Hallihallohalløjsovs.ja enten var påskeferienfor lort eller også var lammekøllen for stor.men jeg antager at det første nok var tilfældet. her blev det til en lammebov og det var lige til pas til 2 dage
    god start i den nye uge og gå gelinde til værks så du ikke sprænger noget i dig 😎

    Like

    1. Gelinde? Gid det var så vel – det kører allerede på de høje nagler, og jeg har faktisk sprængt noget – har fået en fiber i hånden – højre ovenikøbet – snyd. Men den skal vel arbejdes væk?…..

      Like

      1. Næææh det kan ikke arbejdes væk.men voltarensalve hjælper at tage toppen af smerterne.så op på apoteket og køb en tube af det.og så tag så meget hensyn til hånden som muligt..ting tager tid,og så er det spørgsmål om det er en muskelfiber du har skadet eller en sene eller et ledbånd.fiberskader heler hurtigere end sene/ledbåndskader da ilt tiførslen til sidste 2 er meget ringe.
        god bedrimg

        Like

      2. Tja sådan er det ofte,når man mindst har brug for det så få man en skade .:-( Life is a Bitch.frit oversat Leif er en Kælling,ikke sagt at Leif er enig med os i det,men sådan er det nu engang

        Like

Der er lukket for kommentarer.