Indviklet mørbrad ala saltimbocca

Det skal ikke være alt for indviklet at lave god mad – men det er heller ikke ret indviklet at omvikle en hel mørbrad fra en glad og fritgående gris (før den kom i fryseren altså) med salvieblade og bacon og helstege den. Men det er en god ide. Salvie og bacon (eller lufttørret skinke) er skabt til at live lidt op på en mørbrad, hvor kødet nok er det møreste på grisen, mens smagen er temmelig sart.

Billede1

Man skal bruge:

1 hel mørbrad
1 pk bacon
1 stor håndfuld salvieblade
Peber

Fjern senerne fra mørbraden – ‘puds den af’, som det hedder. Gnid den med friskkværnet peber og pak den ind i bacon og salvieblade. Brun den godt på en pande og læg den så i ovnen for at stege færdig på 180 grader. Det tager 20 minutter til en halv time alt efter tykkelsen på kødet.

Lad mørbraden hvile på et bræt i et kvarters tid og skær den så i skiver.

Tilbehøret kan varieres helt efter lyst og behov. Lørdag lavede vi mørbraden og spiste den med Hasselback kartofler – eller ‘hasselbagte’, som de yndede at kalde den i kantinen på mit gamle arbejde. Panden blev kogt af med lidt hvidvin og mere salvie, og det dannede basis for en lækker flødesovs. Det var jo lørdag.

Billede2

Mørbraden var stor, så der var også til mandag, hvor vi lavede grønkålspesto og pasta som tilbehør.

Billede7

Hvis du lægger mærke til det, ligger der på tallerkenen med kød nogle små bidder yderst til højre. Gæt, hvem de er til?

Billede6

Husk at servere resten af pestoen som ekstra tilbehør sammen med små tomater. De to ting passer så forrygende godt sammen.

Billede8

Bliver der pesto til overs, er den lækker at smøre madpakkesandwichen med.

Dermed blev den indviklede mørbrad afviklet, og vi må vente på næste halve gris til efteråret, før der igen er svinemørbrad på menuen. Der er stadig oksemørbrad i fryseren – men det er en helt anden historie.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Indviklet mørbrad ala saltimbocca”

  1. hihi…. I er flere om at synes, det ser lækkert ud….
    Det må være “sofa hunden”
    God dag til dig

    Like

  2. Mojn!Lyder lækkert,og muligheder er der nok af når kun man bruger de små grå når der skal kreeres dinner for two or more

    Like

Der er lukket for kommentarer.