Fri fredag

En lang fridag forude. Det er godt at gemme afspadseringstimerne, til havesæsonen starter.

Muldvarpene har været hårde ved haven i vinter. De har pløjet sig gennem bedene, undermineret græsplænen og skubbet løg og planter op.

Billede3

Og langs med deres gange, har skvalderkålen haft frit spil til at sprede sine fæle rødder. Skvalderkål vælger altid den nemmeste vej, hvor jorden er blød – og den bryder nu frem i baner langs muldvarpegangene i bedene.

Billede2

Der er erklæret åben krig.

Når bedene er renset, skal der plantes en ny klematis. En gul en, der får frøstande med hvide duske, der står hele vinteren. Og så skal mit nye, fine plantestativ stilles op, så clematisplanten får noget at kravle på.

Billede1

Der skal også laves mad, for i aften er der Vårfest i Skivholme. Der er traditionen, at alle tager en ret med til en stor buffet. Det giver en variation og overdådighed uden lige. Hmm – hønsesalat? Eller et krydret farsbrød? Eller?

Der skal også bages, for der kommer gæster i B&B’en allerede i eftermiddag.

Så – i gang! Dagen strækker sig kun lang forude i meget kort tid – pludselig skal man være færdig med det hele – og  – hmm er der egentlig noget rent tøj til i aften?

God aktiv fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Fri fredag”

  1. Og de gutter finder sig ikke i hvad som helst. Engang lagde jeg et fed hvidløg ned i hver gang. Efter et par dage med megen uro under og over mulde havde de smidt dem allesammen oven på jorden.
    Hvem siger, det skal være en varm ret – hvad med en god gang citronfromage – det ville jeg ikke blive syrlig over 🙂
    God fest og god weekend!

    Like

Der er lukket for kommentarer.