Lækker grønkålspesto med gnocchi

Grønkålen, som der ellers er plukket flittigt af i vinter, er kommet med flotte nye blade. Bonusblade. De skal bruges nu, for inden længe kommer Bondemanden med fræseren – det er ved at være tid til at sætte gang i køkkenhaven igen.

Billede4

Det er ikke nogen sur pligt, for grønkål er godt, og grønkålspesto er en virkelig delikatesse. Færdigkøbte gnocchi (af og til må man have lov til at være lidt doven) passer perfekt til.

Billede2

Til grønkålspesto skal man bruge:

200 g grønkål, der faktisk fylder så meget i rå tilstand:

Billede5
2 fed hvidløg
En håndful pinjekerner – eller hasselnødder
3 spsk fintrevet parmesan
Skal og saft af 1 økocitron
Ca. 1/2 dl olivenolie
1/2 tsk salt
– og lidt vand.

Rib og skyl grønkålen – svits den på en pande i lidt olivenolie et par minutter, til den falder sammen. Det fjerner kållugten, der stammer fra de svovlforbindelser, kål indeholder, og som giver den fæle… prutlugt (for nu at sige det ligeud).

Billede3

Rist pinjekernerne på en tør pande – det får deres smag frem i langt højere grad, end hvis man bruger dem rå. Det samme gælder for nødder.

Blend kålen sammen med pinjekerner, parmesan, hvidløg, citronsaft og -skal og tilsæt olivenolie – spæd med lidt vand, hvis pestoen er for tyk, og du vil spare lidt på olien. Smag til med salt.

Bland pestoen med friskkogte gnocchi, og server resten i en skål ved siden af, så man selv kan forsyne sig. Pestoen er forrygende sammen med tomater. De små deller på billedet er italiensk inspirerede – dem finder du opskriften på her.

Billede1

Grønkål er meget nemme at dyrke, og de er flotte at se på – har man ikke en decideret køkkenhave, er de også flotte sammen med blomster i bedene – de står smukt grønne hele vinteren.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

5 thoughts on “Lækker grønkålspesto med gnocchi”

  1. Uhmm, jeg elsker grønkål og også pesto. Jeg kan sagtens forestille mig, at denne pesto passer super til gnocchi – uanset om den er hjemmelavet eller ej 😉
    Jeg har købt nogle frø af Collard Greens i USA, som jeg vil prøve at så i år, da det skulle minde om grønkål, men med glatte blade. Men jeg har også tænkt mig at have grønkål!. Sidste år havde jeg en stok stående, som dog blev angrebet af larver, men en enkelt gang med Dipel fik dem væk, så jeg vil helt sikkert prøve igen – Der er ellers ikke meget, der kan vokse i min elendige lerjord med murbrokker og lign.

    Like

    1. Sådan er jorden i vores køkkenhave også. Det er ‘landfill’ fra dengang, der blev gravet ud til genboens hus. Ler, brokker, en gammel hestesko, et dørhåndtag… rodfrugter kan man godt glemme dernede, men kål står fint. Jeg bruger ‘gå væk orm’ fra Camilla Plum mod larverne – Dipel – er det også noget øko?

      Like

      1. Det er godkendt til økologisk brug – jeg køber det i pulverform, for det holder længst og er billigst 🙂

        Like

Der er lukket for kommentarer.