Oksegryde af den havevenlige slags

Fra i dag er dagen længere end natten. I går var det forårsjævndøgn, hvor vægtskålene stod fuldstændigt lige. Men fra i dag fører lyset. Goddag udeliv!

Billede2

Der er nok dem, der i de seneste dage har tænkt på, om der dog overhovedet bliver tid til at lave mad hjemme hos os med al den betonstøbning, alt det havearbejde og alle de andre ting, der fylder.

Billede4

Men jo da. Mennesket lever jo ikke af beton alene. I går lavede vi en lækker gryderet med oksekød og rodfrugter – et led i ‘ryd op i fryser og køleskab’-kampagnen.

Jeg kalder den havevenlig, fordi den mestendels passer sig selv. Det er havevenligt, at man ikke skal styrte ud og ind for at røre i gryderne hele tiden. Retten er lige til at gøre efter, med hvad man nu har af grøntsager i skuffen.

500 g okseyderlår (bov kan også bruges)
Blandede rodfrugter – hvad køleskabet gemte: selleri, persillerod, gulerødder og løg
3 fed hvidløg
1 spsk koncentreret tomatpure
1/2 dl rødvin
Et par kviste rosmarin
2 spsk hakket salvie
Vand
Olivenolie til bruning
Salt og peber

Brun kødet i olivenolie og hæld det over i en gryde. Drys med salt og peber og hæld vand over, til kødet er lige dækket.

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i bidder – ikke små fine tern, men tern i bidstørrelse. Hak løget groft og hvidløget lidt mindre groft.

Lad kødet simre i en 3 kvarters tid. Tilføj grøntsagerne, tomatpure, rødvin og krydderurterne. Måske skal der lidt mere vand til. Lad retten simrekoge i endnu en tre kvarters tid til en time. Når kødet er mørt, skal sovsen bare lige smages til og jævnes med lidt Maizena rørt ud i koldt vand.

Man kan spise kartofler, ris eller pasta til. Vi kogte en pose frisk pasta (4 minutter – også havevenligt) og gav det hele et drys friskrevet parmesan.

Billede1

Mens maden simrede, fik jeg rørt lidt mere beton og sat over til nogle kogler, hænder og blade. Det bliver spændende at se, hvordan de arter sig denne gang, for i hvert fald hænderne kan aldrig blive helt ens.

Jeg fik også plantet nogle små stauder i potter, hvor de skal stå og samle kræfter. Blandt andet en Sarah Bernhardt pæon. De røg med i kurven i supermarkedet – kostede kun en tier stykket. De er selvfølgelig lidt længere om at blive til noget sammenlignet med, hvis jeg havde købt store stauder på en planteskole. Men tålmodighed belønnes, og jeg har ret gode erfaringer med de små stauder fra supermarkedet, hvis de bare bliver startet op i en potte først.

Billede3

Der blev også rullet nogle såpotter og sået rosenslyngere i dem. Jeg hopper helt af forventning.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

10 thoughts on “Oksegryde af den havevenlige slags”

  1. Nu er det ikke vigtigt, hvor man bor, men hvad man kan og sælger. Er interessen der, kommer trafikken. Kvinder kommer langvejs fra for at købe tøj i en butik i sydjylland, og kunderne strømmede til en dygtig møbelpolstrer med underskønne stoffer, selvom hun boede i et hul uden for Sønderborg.

    Like

    1. Du har fuldstændig ret. Næste uge skal jeg for eksempel ud til en blomster- og pynt-butik, der hedder Bonderosen for at købe et fuglehus – og det er da en tur på 60 km frem og tilbage 🙂

      Like

  2. Ork, Karen – mine jordbærrabarber er i fuld gang; men det er vist slut med at putte polynesiske vanillestænger i kompotten – 65 kr. for én eneste stang.
    God weekend til alle på gården, ude som inde!

    Like

    1. Det lyder dejligt – det hele spirer helt vildt derude. Og hvad angår polynesisk vanille? Mindre kan vel gøre det – når de er så dyre.
      Tak for alle ideerne. Nu er tanken jo kun, at jeg skal have en lille samling souvenirs til salg. Jeg ville elske et større sortiment og en egentlig gavebutik, men vi har jo ikke nogen strøgtrafik her, så jeg skal passe på ikke at have for meget – men heller ikke for lidt 🙂 Små planter er en god ide – jeg plejer altid at sælge ud af mine overskudsplanter – eller bytte dem væk. God weekend til dig også – fra os allesammen 🙂

      Like

    2. Ja Elsebeth,man skulle tro at de var belagt med 24 karat guld og opbevares i en titaniumbeholder. 😦 men Tørslev har nogle polynesiske der koster 40 kroner,jeg så dem i Superbrugsen for ikke så længe siden
      Go´Weekend også til dig

      Like

  3. Hver dag en fest, og festligt er det at læse dine daglige input, der strømmer ud med virkelyst og foretagsomhed!
    Nej, beton klarer ikke vort daglige behov, ej heller okse gryderet, hvor smagfuld den end måtte være.
    Selvom der er navnesammenfald hos en vis Gustav Wied, er du gjort af et andet stof, der får ” højtiden til at vokse med dagen” og dagens bekymringer får et andet udtryk, der sprudler af livslyst og glæde…tak!

    Like

  4. køb forskellige handske størrelser og hav forskellig størrelse hænder så er der til hver en smag og involverer Bondemanden i at røre betonen geteiltes leid ist halbes leid 😎

    Like

  5. Mojn i SkivholmeLækkert ser det ud det havevenlige kød,og med hensyn til de der hænder så er det jo en charme at de ikke er en tro kopi af hinanden.de er hjemmelavet og skal ikke ligne hinanden på millimeters nøjagtighed,menneskerhænder er heller ikke ens og dem der vil have dem ens må finde et andet sted at lede.Bum
    Go´Fredagsdag og en skønherlig Weekend til Folk og Fæ på Gaarden

    Like

Der er lukket for kommentarer.