M eller K til 8. marts?

I går var det kvindernes internationale kampdag. Det gjorde aviserne en del ud af. Og hvad gjorde vi? Jo, Bondemanden var i stalden, og jeg gjorde rent i huset. Vi har ikke problemer med ligeberettigelse hos os. Vi har lige meget ret til at knokle lige meget, og sådan har det nok altid været på landet, hvor hjemmeliv og arbejdsliv smeltede sammen, fordi det foregik på samme sted, hvor hver havde deres lige vigtige arbejds- og ansvarsområder.

Misforstå mig ikke. Som Katrine Lilleør sagde til Jyllandsposten i går: Så længe, der stadig er noget, der hedder en burka, er der brug for kvindekamp.

Og det er nok der, jeg ser de ægte problemer – ikke hos unge par, der ikke er enige om, hvem der skal gøre rent – eller skifte babyen. Og ikke hos de kvinder, der vil have bestyrelsesposter ‘på deres egne betingelser’. Det ryster jeg lidt på hovedet af. For de unge par må se at finde ud af det, og dem, der gerne vil være i bestyrelser, må indstille sig på, at så er der ikke tid til så meget andet.

Men kvinder, der bliver pisket og stenet – DET kan gøre mig oprørt. Kvinder, der ikke må køre bil, fordi de er kvinder. Eller lære at læse. Det kan gøre mig eddersplitterrasende. Der er virkelig noget at tage fat på. For alle kvinder. Så kom ud af busken og lad være  med at mumle noget om ‘det er jo deres kultur’ og fralægge jer ansvaret, I såkaldte feminister, der ligeså godt bare kunne hedde egoister, og som gør kvindernes internationale kampdag til en ‘åh, hvor er det synd for mig-dag’.

Se – det var en anden slags indlæg, end dem jeg plejer at skrive. Men avislæsning får nu også det værste frem i mig. Alt for mange fjolser har alt for meget at sige i dem. Og giver I mig nogle hak i tuden for det – så tager jeg nok ikke skade af det.

God Søndag – om lidt vil jeg i haven, og så kommer der nok en mere munter historie i morgen – og opskrifter på lækker weekendmad – for det lavede vi også – sammen.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

10 thoughts on “M eller K til 8. marts?”

  1. Vi mænd har så svært ved at dæmpe
    Den lyst vi har til at kæmpe
    Men kvinderne kæmper nat og dag
    Med mænd som ikke har sans for den sag

    Like

  2. Hørt!
    Jeg sad til fest i går, hvor éen, lige pludselig siger, “Hanne det er kvindernes kampdag!” Og jeg svarede “Ja, og hvad så”?

    Så kiggede alle mændene på mig og ventede på at jeg ville sige noget kampagtigt….haha

    Jeg har det ligesom dig. De virkelige kvinde kampe er lige der hvor du beskriver dem. Hvis jeg er utilfreds her i Dk, har jeg stadig en god chance for at komme videre og leve mit liv. Der sidder nogle kvinder derude som ingen stemme har. Dem skal vi hjælpe.
    Den modige unge dame, Malala, er et godt eksempel.

    Tak fordi du tager det op.

    VH Hanne/KunstnerKram

    Like

      1. Jeg råbte “lålålålålå OB”
        Ikke at jeg er fodbold fan(men dog fra Odense), men det var det som lige poppede op. Den blev ikke godkendt. Hahaha…..men jeg havde en fest.

        Like

Der er lukket for kommentarer.