Fasan på den allerbedste måde

Fasan på tallerkenen

Af og til er der fasan på menuen. Som oftest hører vi dem bare skråkke dernede i engen, og de spankulerer frimodigt rundt i haven. En gang i mellem er der dog en, der ender på middagsbordet.

Efter at have prøvet mange forskellige metoder til tilberedning, har jeg lagt mig fast på den her som den aller-, allerbedste. Kødet bliver mørt som smør.

Til fasan i gryde skal man bruge:

1 fasan (beregn en halv fasan pr. person og gang selv op med resten)
Smør til bruning
1 lille hakket løg
1 dl hvidvin
2 dl hønsebouillon
1,5 dl fløde
Salt og peber

  1. Start med at gøre kræet i stand. Fjern fjerrester og gå dem grundigt igennem for hagl. Hagl mellem tænderne har grundlagt formuer for tandlæger, og det gør rigtig ondt at tygge på dem. Så brug bare lidt tid på den del af processen.
  2. Del så fuglen i 4 dele. To bryststykker med vinger og 2 lår med overlår.
  3. Dup kødet tørt med køkkenrulle, drys med salt og peber og brun fasanen i smør i en gryde sammen med det hakkede løg.
  4. Tilsæt vin og bouillon, bring det hele i kog lad det koge stille i 20 minutter.
  5. Efter 20 minutter skal bryststykkerne tages op. Læg dem i en skål med noget over, så de holder varmen.
  6. Lad lårene koge yderligere 20 minutter. Så er lårstykkerne også møre. Lader man det hele koge lige længe, ender man man tørt brystkød, og det er ret uspændende.
  7. Si sovsen og tilsæt fløden. Lad det koge ind til en passende sovsekonsistens – jævn den eventuelt med lidt Maizena rørt ud i koldt vand.
  8. Smag til med salt og peber – og giv den eventuelt en dråbe sovsekulør for det kunstneriske udtryk.

Så er der fasan i otte enkle skridt. Det var da ikke så svært, vel?

Godt tilbehør er spinat med løg, ingefær og ristede hasselnødder, en sprød salat med spidskål og karamelliserede græskartern,

hasselbackkartofler af en eller anden slags,

rodfrugtmos eller kartoffelmos med kål og citronskal.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

10 kommentarer til “Fasan på den allerbedste måde”

  1. lyder virkelig lækker – fik en fasan nærmest forærende – jeg havde egentlig bestemt den til en paté til julefrokosten, men … Nu vil jeg i stedet prøve din opskrift.
    v.h. agnete

    Like

  2. Lækker lækker lækker.og har man 4 benede husholdningsmedlemmer så er det tilrådeligt at tilberede en ekstra Filisan,serveret med Ris og Gemüse så har man en stjerne hos de kære de næste mange dage(taler af erfaring)

    Like

Der er lukket for kommentarer.