Når julepynten er væk

Når julepynten er væk, bliver der så bart i huset. Der mangler ligesom noget. Selvom man efterhånden er ved at være færdig med ‘kurve, kugler, fugle, flag, op og ned og for og bag’ i denne omgang, er det alligevel lidt trist.

Der er dem, der ikke kan vente. Aldrig så snart er julegaverne pakket op, før de skal i gang med at fjerne julepynten. De holder højst ud til 2. juledag, hvor man ellers er ved at have tid til at nyde det hele. I butikkerne er det endnu værre. Allerede inden jul flytter de julesagerne og henter grimme hatte og serpentiner frem. Det er en noget flad følelse.

Billede2

For mig slutter julen først Helligtrekongersdag. I morgen, den 6. januar. Ok – efterhånden som lys bliver brændt ned, og blomster visner, bliver dekorationer og buketter fjernet. Og juletræet kommer ud til nytår, før det drysser helt vildt. Men den store oprydning kan normalt vente. For jeg vil have hele juletiden med – fra Advent til Helligtrekonger.

I år blev pynten pakket ned i går – den 4. januar. De hvide julestjerner pynter endnu i køkkenet, for de holder sig fint og er ikke specielt ‘julede’ i sig selv. Resten blev pakket ned med et kærligt ‘på gensyn’. Betlehemsstalden, nisserne, guldhjerterne i de udendørs dekorationer og adventsstagerne. Og så kørte jeg ellers i Netto nede i Harlev efter hyacinter.

Billede3

Og de flotte lys, jeg fik i fødselsdagsgave og har gemt til januar, kom frem.

Billede1

Nu er der hyggeligt igen. Hyacinter dufter nemlig også dejligt i januar, og lys skal der til, for mørket er næsten uigennemtrængeligt nu – især når der ikke er sne. Noget skal der til, for et hjem uden blomster og lys er bare et hus.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

9 kommentarer til “Når julepynten er væk”

  1. Sikke da et dejligt indlæg – lige til at blive glad af 🙂 TAK
    Tror da jeg vil følge dit eksempel og lave sådan en skøn bakke til mit bord 🙂 Måske vil jeg endda flotte mig og lave noget til begge bordene 😉
    For denne gang fik jeg ligesom aldrig rigtig julepyntet, det blev kun til et par enkelte lyskæder og levende lys i lanternerne ude og en lille smule pynt og friske amarylliser inde. Men det var hvad jeg overkom og jeg VILLE ikke stresse for at nå mere.
    2013 har nemlig for mit vedkommende været et rigtig hårdt år med opbrud (ikke mit valg), flytning og deraf følgende stor personlig krise – Jeg plejer ellers at jule for fuld skrue både inde og ude fra et par dage før første søndag i advent og det plejer også først at blive pakket ned igen lige omkring Hellig tre Konger. Men i 2013 nåede jeg det lige som aldrig.
    Nå, pyt – Det går efterhånden rigtig godt og både hunden og jeg er ved at falde til og føle os hjemme det nye lille sted 🙂
    Så til næste jul . . . . . . . . . . . . . . 😉

    Men nu vil jeg cykle i den lokale Netto – du må også have en dejlig søndag.

    Like

    1. Kære Sanne,
      Det har da været et rigtig træls år for dig. Jeg håber, 14 bliver bedre – 13 har også altid været et uheldigt tal, ikke? Godt, du har hunden – der findes ikke bedre selskab, og deres livsglæde smitter af 🙂 Lav endelig to bakker med hyacinter og lys – du fortjener dem 🙂
      vh/Karen

      Like

  2. Da jeg var barn blev alt Julepynten først pillet ned hellig tre kongers dag og først når caspar melchior og balthasar havde været der og sunget et par sange og fået en skilling i deres skattekiste (kirkeindsamling til velgørende formål)i mit voksenliv er det pillet ned alt efter humøret og omstændigheder.,nu blier pillet det ned dagen efter jul eller dagen efter. men blomstrende blomster er der altid vi har orkideer ser blomstrer hele året .
    Go´Søndagsdag

    Like

    1. Ja, Kasper og Jesper og Jonathan, som jeg hørte dem kaldt forleden, er dem, der slutter selve julen af. Derefter fik Maria og Josef travlt med at humme sig til Egypten, så Herodes ikke fit fat i knægten. Han var en led fyr, ham Herodes – på alle måder.
      Vi har også orkideer, der slet ikke kan holde op med at blomstre – de er nogle små mirakler 🙂

      Like

      1. Ja, og idag sagde præsten ligefrem, at det med konger og navne er noget, der er kommet med tiden og måske fordi man har villet sætte mere glans på begivenheden om den lykkelige udgang på de grusomheder, der blev begået på grund af en regents krampagtige forsøg på at holde fast i magten
        Men vi tænder også et lys for frihed og glæde og hyacinterne bidrager med passende røgelse!
        Tak for god blog og hyggelig overnatning hos jer for længe siden. Det mindes vi med glæde og føler os hjemme i den blog

        Like

      2. Dejligt at høre, John. Vi var ikke i kirke i dag, og det er jeg egentlig ked af, for Helligtrekongersgudstjenesten er den, der afslutter julen på en god måde. Men, men, men – der var for meget arbejde, der skulle gøres, så det må blive næste år. Du har helt ret mht Herodes – tyranner har haft samme ansigt igennem hele historien, og der er begået utallige grusomheder i magtens navn. Så lad os endelig tænde lys for frihed og glæde – og jeg er sikker på, at hyacinter dufter bedre end røgelse 🙂

        Like

Der er lukket for kommentarer.