Op til overfladen – og noget om at redde rester

Den 29. december. Mat decembersolskin fra en lavtstående sol. Det blæser ikke. Det regner ikke.

Billede4

Efter de seneste dages uvejr føles det som at komme op med en dykkerklokke fra bunden af et stort, sort hav. Man ryster lidt på hovedet, plirrer med øjnene. Jo, verden er derude endnu. Bækken er en svulmende flod. Engen står under vand.

Billede6

Køerne er mudret til – de ligner sumpuhyrer. Men de nyder at være ude og slikke det svage solskin, så hvem skulle stå deres lykke i vejen?

Billede3

I dag er en af de få dage i en juleferie, hvor der ikke skal laves mad i kilovis. Selvom det er sjovt, når det står på, er det også rart med et par stille dage ind i mellem. Et hurtigt blik i køleskabet viser, at der skal laves redningsaktioner. Rester, der ellers vil blive for gamle, skal bruges eller gemmes på forsvarlig vis.

Fløde. Der er masser af fløde, og sidste salgsdato er i morgen. Frem med isterningeposerne. Så er der fløde til mange retter og sovse.

En skål med andefedt. Ud? Nej – frys ned i små portioner. En skefuld andefedt kan gøre godt i mange sammenhænge. Det kan bruges til at stege i – og Bondemanden vil også gerne have lidt andefedt på brødet under pålægget. Andefedt er slet ikke så usundt, så brug det bare i fornuftige mængder. Tænk på, hvor meget du har betalt for det fedt – det skal bruges.

Billede5

To skiver hamburgerryg fra 2. juledag. Ud? Nej i lynhakkeren med dem sammen med lidt løg – rør det med lidt mayo – og vupti: skinkesalat til en skive rugbrød til frokost.

Slattent grønt i grøntsagsskuffen? Grøntsagssuppe. Det er søndag, og en ‘hvad køleskabet gemte’ suppe er lige, hvad vi skal have i aften. Du kan bruge denne opskrift til restesuppen.

Sådan – så kan køleskabet gøres rent, og vi kan gå ud i de sidste af dagens matte stråler – solen går stadig ned, næsten før den står op, så det gælder om at skynde sig.

God søndag – den sidste i år.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

1 thought on “Op til overfladen – og noget om at redde rester”

  1. Go`Søndagsdag.
    Ja, Restemad er også en yndet Ret på Menukortet her i Huset.,lidt Kærlighed ved Tilberedningen lidt Hjernegymnastik ved valg af Krydderier og piatto ala ciò che il frigo offerti er en realitet 8)

    Like

Der er lukket for kommentarer.