Kissejaw på falderebet

Travlheden har overtaget. Man løber enten benene af sig selv eller står i lange køer, mens man lover sig selv, at næste år, så….

Imerco, Toys R Us, Ikea, Bilka. Tøj, ting, legetøj. Lidt til alle. Stabelen af pakker vokser, og der bliver krydset mere og mere af på listerne, mens tomrummet i tegnebogen runger højere og højere.

Billede2

Der bliver lavet mad i storskala – rødkål og frikadeller til julefrokost på arbejde – nok til 25 – og samtidig kunne man jo lige så godt koge rødkål til juleaften. 3 store hele rødkål. Og vi var ved at løbe tør for det daglige brød, så der bliver også lige bagt lidt grovboller – og rundstykker. Sådan nogle dage kunne man godt bruge et større køkken – men hvad – bare gryderne er store nok. Min trofaste, gamle 12 liters suppegryde har været på overarbejde i de sidste dage.

Billede1

Der er gang i betonstøberiet – også i køkkenet. Der ligger en himmelsk hærskare på køkkenbordet – og der er flere på vej. Betonposen bliver lettere og lettere at flytte på. De sidste gaver laves færdige i stuen hen på aftenen. Strikkepinde og hæklenåle lyner. Næste år, så….

Familien lider af omsorgssvigt- eller rettere sagt – Bondemanden lider under gentagne pastaretter, lavet i en fart, og dyrene får bare et hurtigt klap på vejen med et, ‘Kan du lige lade mig komme forbi, Skattekat/Hundepige?’

Jeg tror, vi allesammen glæder os til i morgen, når juleferien starter. For det gør den nemlig her i huset. Starter. I morgen. Og jeg tror, jeg er klar med det praktiske til den tid, så der kan blive lidt tid til at mærke juleroen og den rigtige julestemning indfinde sig.

Billede1

Først skal der bare lige……

God fredag – 5 dage til jul.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Kissejaw på falderebet”

  1. Kære Karen, jeg vil ønske dig rigtig god juleferie, glædelig jul og et velsignet nyt år sammen med din mand. Eftersom I ikke har sultet hele året, gør det ikke så meget, om du ikke skulle nå at få lavet en ting – eller to; det bliver jul alligevel.

    Like

    1. Tak i lige måde, Elsebeth! Ja, vel bliver det da jul, og jeg har da også et glimt i øjet, når jeg siger, at Bondemanden lider – det er vist ikke så galt. Jul skal det nok blive – og det er dejligt 🙂

      Like

  2. Hej Karen
    Jeg har det nøjagtig, på samme måde – til næste år så…… 🙂
    God jul til jer begge.
    Julehilsen Karen

    Like

Der er lukket for kommentarer.