Lister – en livline

Det med jul er ikke bare sjov og pynt og kager. Nej, der er en ting, der er dybt alvorlig ved julen. Nu snakker jeg ikke om noget religiøst – eller gør jeg? Det er nemlig om selve juleaftensmiddagen.

Billede2

Den middag, hvor man ønsker, at ens komfur havde mindst fem blus, og hvor man selv burde have mindst fem arme – fem par arme. Selv en rutineret husmor skal tage sig lidt sammen for at få det hele færdigt på samme tid uden at få sved på panden.

Jeg støtter mig til planlægning og lister – kort fortalt tre lister. Og det virker – til jul, til fester, til alt, hvor man ikke lige kan køre på rutinen.

Billede2

Den første liste
er en ‘hvad skal vi  bruge til maden, og hvordan skal bordet se ud’-liste. Det er her man skal huske at skrive salt og peber på – alle småting skal med, ellers er det dem, man glemmer. Og juleaften skal man helst ikke være løbet tør for salt.

Den anden liste
er en ‘hvad skal der købes ind’-liste. Den laver jeg ud fra den første. Listen bliver senere splittet op på ‘hvor skal der købes hvad’-liste, men det er en anden sag.

Den tredje liste
er min livline: ‘hvornår skal hvad gøres’-liste. Den splittes op på ‘gøres mandag’, ‘gøres tirsdag’ etc. lister. Det er en fornøjelse at krydse punkterne af efterhånden, som de bliver gjort.

Det tager lidt tid at lave listerne, ja da. Men det sparer rigtig meget tid og forvirring i den sidste ende.

Og er der noget bedre end at være klar i god tid, at nå at få julekjolen på, inden træet skal tændes, at nå at nyde duften af and og gran i løbet af dagen og ikke at stå juleaftensdag og mangle vanillestænger eller mandler?

Billede3

Vi bliver 9 juleaften hos os, og de første to lister er allerede lavet. De ligger ved min plads i køkkenet, så jeg kan holde øje med dem – og med tilbud rundt omkring. Ænderne er købt. To 3600 grams fritgående. Monsterænder. Hvordan de skal steges? Det vender jeg tilbage til. Lige nu ligger de og holder på formerne i fryseren.

Billede1

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: