Bøgetræet året rundt og bog til pynt i efteråret

Bøgetræer giver glæde året rundt. Ude og inde. Først som nyudsprungne, friskt lysegrønne kupler. Bøgegrene på studentervogne, i vaser og i naturen.

Billede1

Senere på sommeren bliver farverne mørkere og giver dejligt kølende skygge, når man går i skoven.

Billede1

Så kommer efterårets glød.

Billede2

Og der er det, man skal gå ud og se, om man kan finde grene med bog på til pynt og dekorationer. Man må ikke plukke grene i skoven – med mindre det er ens egen skov, eller hvis man har fået lov – men man kan tit finde grene med bog på, der er blæst ned. Og man må samle bog op fra skovbunden – alle dem, man vil. Det er nu, de er pænest – gyldne, bløde indeni, piggede udenpå og brugbare i dekorationer hele efteråret og vinteren.

Billede2

Jeg har plukket nogle grene nede i vores lille skov og klippet bladene af, så kun de bare grene med bog på står tilbage. De er skulpturelt smukke i en vase, og de holder i årevis.

Billede1

Det er kun cirka hvert tredje år, man sådan kan finde mange grene med bog. I år er et hvert tredje år. Et år med mange bog (og agern) kalder man et godt oldenår – olden betyder agern og bog – og i gamle dage spiste både kvæg og svin sig tykke og glade i olden, når de var ‘til skovs’.

Bøgens frø, der sidder inde i de kønne frøkapsler kan spises af mennesker også. Hvis man da har tiden til at samle de små frø og pille dem ud af de hårde skaller. Det er der ikke mange, der har. Nutildags er det også kun få grise og køer, der nyder godt af et godt oldenår. Men når man ser vores køer gå og mæske sig under egetræerne langs vejen, hvor der drysser agern i massevis indenfor hegnet, kan man se, det er en rigtig ko-delikatesse. De elsker dem.

Det er lidt synd for de dyr, der aldrig har prøvet det, og som skal leve efter en ernæringsmæssigt optimal kostplan udarbejdet af eksperter. Det er også lidt synd for de mennesker, der lever sådan, men det er en helt anden historie.

Hov – jeg glemte lige noget:

Bøgetræerne er også smukke med rim på om vinteren.

Billede5

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Bøgetræet året rundt og bog til pynt i efteråret”

  1. Karen, jeg mener at huske, at man gerne må skære grene af bøgetræer i offentlig skov, hvis de er mindst to meter høje – men så kan man jo ikke nå deres grene fra jorden! Mit ældgamle bøgetræ har ingen venner i nærheden, det kan spørge, så i mange år har det været oldenår hvert år her. Det ved mit duepar og dem, der bor i nærheden – så hvert år holder de oldenfest over mange dage for øjnene af mig. Skallerne og bladene river jeg ind under mine mange rhododendron – det holder deres fødderne lune og jorden porøs. Nedfaldsæbler og æbleskrællinger ryge samme sted hen – til glæde for solsortene også.

    Like

  2. mojn. i og omkring skivholme.
    du glemmer lige at møbler af bøgetræ også er smukke måske lige et sidespring for nu er de jo ikke i naturen længere…med hensyn til bog,så spiste vi dem ristede da i var børn.og man burde jo gøre det igen..
    go mandagsdag

    Like

    1. Møbler af bøgetræ er bestemt også smukke – men det er jo lidt svært at få skrevet alt om alt på én morgen 😉 Jeg ved ikke lige med bog – jeg orker det ikke rigtig. Der er så meget andet, der skal laves, og de tager uforholdsmæssigt lang tid. Men for børn for sjov er det noget helt andet.

      Like

Der er lukket for kommentarer.