Efteråret er andet end orange

‘Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.’

Det er den tid. Det bliver tidligt mørkt nu. Æblerne drysser ned fra det høje æbletræ, og man ved aldrig, hvornår frosten tager de sidste dahlia. Det plejer altid at være her omkring efterårsferien. Så nu gælder om at plukke det sidste af alting. De sidste roser, de sidste dahlia og de sidste – ja – alting.

Ikke alt i efteråret er orange som en hokkaido. I dag holder jeg orange-fri dag og kigger lidt på lilla, rødt og lyserødt i stedet for. Det er der nemlig også masser af.

Af de mange dahlia og af, hvad man ellers finder, kan man lave en køn dekoration, der kan lyse op på  bordet. Faktisk kom jeg til at lave to. Det er svært at stoppe, når man først er i gang.

Billede1

Man skal bruge:

En køn skål
Oasis – ca. 10 x 10 cm, skær til, så det står godt i skålen
Blomster, blade og frøstande

Læg oasisklumpen i en skål vand og lad den trække (den er klar, når den synker til bunds i skålen), mens du går på blomsterjagt. Tag en kurv med og pluk lystigt af alt det, du får kig på, som du tror kan bruges. Blomsterne behøver ikke at have lange stængler, som de gerne skal have til buketter, og det gør det nemmere.

Sæt oasisklumpen i skålen og anbring først den blomst/de blomster, der skal være centrum i dekorationen. Sæt blade i kanten af oasisklumpen, så de går ud over skålens kant – de små blade fra midten af en kæmpestenbræk, efeu eller andre blade. Og fyld så op med alle de andre dejlige blomster og blade, du har fundet. Det tager 10 minutter – og det pynter i en uge.

Billede2

Har du ikke en blomstrende have, så køb et bundt  billig-blomster, 10 roser for 15, og gå en tur. Når man først begynder at se sig omkring, er der masser af ting, man kan finde – nemmest i naturen, men også i en by.

Lidt efeu ved busstoppestedet, et par røde blade, der er faldet af en kongevin på et hegn. Aarhus Universitet er plastret til med røde vinblade lige nu, og det er fortovene i hele området også. Kastanjer, bog eller agern på et fortov eller i en park, smågrene og kviste, der er blæst ned… gå ud og kig – med åbne øjne og åbent sind. Der er altid noget at kigge efter. Det kan ikke gå galt, og man bliver så glad, når man har en køn skål med blomster at kigge på.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Efteråret er andet end orange”

  1. Hej Karen
    Tak for sidst.
    Nogle supersmukke dekorationer du laver. På min gåtur i går, plukkede jeg brombær – de er nu kommet i fryseren, og venter på at jeg en dag får lyst til at bage en brombærtærte 🙂

    Like

  2. Go´Morgen!
    Ja efteråret er et væld af farver og derfor elsker jeg denne årstid.jeg skal ud i haven og i nabolaget på lørdag for at finde bær,blade og svampe til at pynte lørdagens middagsbord.og en stooooor buket Georginer for Dahlia er et FY ord her hos Fuen 😦 jeg kalder dem nu altid for Dahlia for det hedder de også i Emil Noldes fantastiske have
    Go´Torsdagsdag

    Like

    1. Jeg elsker også efterårets farver. Aldrig er der så meget knald på som nu 🙂 Kig efter benved – deres blade er helt fantastiske. Dahlia eller Georginer? De hedder Dahlia nu – men jeg føler dem som Georginer, for det har de altid heddet før. Det er lidt ligesom Rusland, jeg tit kommer til at kalde Sovjet 😉

      Like

Der er lukket for kommentarer.