Lavendler

Den lange tørre sommer har givet en ekstrabonus i terrassebedet. I år har mine lavendler efterblomstret. Blomsterne er mindre end i første omgang, men der er til gengæld mange af dem. Normalt kommer der da et par blomster eller to i eftersommeren, men i år er det overvældende.

Billede1

Lavendlerne står ikke det bedste sted hos os. De står i tung lerjord, og i tagdryppet fra B&B’en. Det er der ikke meget Provence over, og en del planter er da også gået til igennem tiden. Kun de stærkeste planter har overlevet, men de er til gengæld også blevet store. Og nu blomstrer de igen. Denne gang nåede jeg at plukke buketter til tørring.

Billede2

Nu hænger der et par buketter på badeværelset, hvor de vil tørre og pynte hele vinteren.(Hjertet er kunstigt, så fortvivl ikke, hvis det ikke er lykkedes dig at få lavet sådan nogle i sommer – jeg nåede det heller ikke – men det gjorde Netto.)

En ting, man skal nå med lavendler, er at beskære dem hvert år. Det er en god ide at beskære dem i september. Så når de at sætte nye skud og være bedre rustet til vinteren. Ellers skal de beskæres samtidig med roserne – når der ikke ser ud til at komme mere frost. Når forsythiaen er afblomstret. Men september er nu mit bedste bud. Og det ser ærligt talt også pænere ud, hvis de ikke står med lange grene og visne blomster om vinteren.

Det, man skærer fra, kan bruges i duftpuder og duftposer. En lavendel dufter nemlig også dejligt, selvom den er ude over sin første ungdom og har mistet lidt kulør.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.