UFO Squash fyldt med gode sager

De UFO squash bliver ved med at overraske. Nu er der både gule, hvide og grønne. Der er masser af bittesmå squash på planterne, og de bliver hurtigt store. De smager af mere end almindelige squash – som en blanding af squash og græskar. Konsistensen er også fastere.

Derfor blev opskriften på fyldte hokkaidoer fundet frem fra gemmerne og brugt igen – bare med squash. Det bliver til de lækreste portionsanretninger.

Billede7

Skær toppen af UFOen og skrab kernerne ud. Smør et fad med olie, drys squashene med lidt salt og bag dem med bunden i vejret i ovnen – en tyve minutters tid på 200 grader.

Imens laver du fyldet af:

300 g hakket svinekød
1 hakket løg
2 fed hakket hvidløg

50 g valnøddekerner
1 tyk skive daggammelt brød i tern
1 glas hvidvin
1 glas hønsebouillon
1 spsk hakket salvie
1 tsk timianblade
Olivenolie til stegning

Steg løget klart i olivenolie, tilsæt kødet og brun det grundigt. Krydr med salt og peber. Skær brødet i tern, hak valnødderne groft og bland brød, løg, nødder og kød i en skål. Kog panden af med hvidvin og bouillon, tilsæt krydderurterne og lad væsken koge lidt ind. Hæld den over i skålen og bland det hele grundigt.

Tag UFOerne ud af ovnen, vend dem forsigtigt og prop dem med fyld. Sæt låget på til pynt og bag det hele i endnu 20 minutter, til alt er gennemvarmt.

Billede7

Grønne bønner fra haven er gode til.

Kan du ikke få plads til alt fyldet i UFOerne, så bland det med et æg og steg små klatkager af det. De er gode som pålæg i frokostklapperen.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “UFO Squash fyldt med gode sager”

  1. Ser indbydende ud og er lige til at sætte for gæster. Er de ikke også mere faste i kødet – eller husker jeg forkert; det er et stykke tid siden, jeg dyrkede dem.

    Like

Der er lukket for kommentarer.