Bristefærdig

Det var lige før. Lige før man troede, vinteren ville vare evigt. Men så galt er det sjældent gået. Faktisk aldrig, hvis jeg tænker ordenligt efter. Og nu er det forår for fuld musik, leveret af flerstemmigt fuglekor. Solsortens fløjt om aftenen. Lærken over marken, de pippende, svirrende svaler, rødhalsen med sine lange serenader og alle de andre, der er med i kor og orkester.

Alting er klar – knopperne er bristefærdige. Kastanjens lister sig til at folde et lille blad ud hist og her.

Billede1

Gule vorterod dækker skråningerne.

Billede2

Et velkomment syn, når de er der, hvor de gerne må være. Knap så velkomment et syn i bedene, men det er en helt anden historie.

Billede4

Det samme gælder fætteren her – men mælkebøtter er nu et sikkert tegn på, at det er blevet maj.

Inde i haven står de der med deres spinkle stilke og ternede blomster. En af de kønneste løgplanter, man kan tænke sig. Vibeæg.

Billede5

Træerne ser helt uldne ud mod den forårsblå himmel. Knopperne vokser dag for dag.

Billede3

Der er ingen tvivl. Det er forår – omsider. Man kan ligefrem høre det hele gro. Og i går kom årets første lille kalv. Snart kommer der flere, for køerne er også bristefærdige.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Bristefærdig”

  1. oh yes forår er for alvor kommet.de der små violette ternede nogen ligner det der hedder vibeæg,vores er desværre ikke kommet op 😦
    Go Restweekend til store og små på Skivholme

    Like

    1. Det var da en skam med jeres vibeæg – men de kan godt drille lidt. Jeg har nogle, der sprang første år over – og så pludselig var de der næste år. Egenrådige, er de 🙂

      Like

  2. AIHHHHH ! Stort TILLYKKE med årets første nye kalv 🙂 🙂 🙂

    Så kan jeg vist snart ikke udsætte det længere 😉 Det er nu heller ikke fordi jeg ville, men har bare ikke fået taget mig sammen (rødmer)

    Like

    1. Hej Sanne,
      Tag det bare helt roligt. Der er 14 køer mere, der skal kælve i år – og i slutningen af maj er der fuld gang i børnebanden.
      I dag har vi fået en lille dødfødt en – det var meget, meget trist. Moderen brøler ulykkeligt, og der går tre dage, før hun har glemt det. Hun fødte moderkagen før kalven, så den havde ikke en chance. Den slags sker – og selvfølgelig går det bedre med de næste – hvert år har sin sørgelige historie og masser af glædelige.
      Mange hilsener, Karen

      Like

  3. Jo det pibler også op her, og skvalderkålene har jeg opgivet for flere år siden – hyggeligt med stære i haven.

    Like

  4. Kan kun tilslutte mig alt det du har øje for, og fået øje på.
    Forårshilsen Karen

    Like

    1. Det pibler vel også op i haven hos dig? Min uendelige kamp mod skvalderkål er gået ind – men jeg får skæld ud af stærene, for de synes havearbejde er et forstyrrende element, når du skal flyve frem og tilbage til kassen 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: