Udstoppet gris – eller farseret svinekam, hvis du vil

Vores halve gris bliver ved med at levere lækker aftensmad. I lørdags brugte vi noget af kammen – noget af det stykke, der bruges til hamburgerryg. Det er et meget magert stykke, og så er der altid risiko for, at det bliver tørt. Derfor blev stykket farseret med champignon, bacon (den oversete krydderurt) og løg, sat i en kold ovn, der var sat på 180, og stegt forsigtigt i halvanden time.

Billede6

Man skal bruge:
Et stykke svinekam på 1-1,5 kg
1 pk bacon (125 g) i tern
250 gram rensede og hakkede champignon
1 stort hakket løg
Salt og peber

Steg baconternene, så fedtet smelter af. Er det mager bacon, beholder du bare det afsmeltede fedt til at stege resten i – men er det fedt bacon, skal det værste lige hældes fra. Kom løg og champignon på panden og steg, til det falder sammen, og vandet fra champingpingerne er fordampet. Lad det køle lidt af.

Rids sværen på stegen, hvis det ikke er gjort, og skær et hul ind midt i stegen – hele vejen igennem. Gnid med salt og udstop grisen.

Billede5

Hæld lidt vand i bunden af fadet og sæt stegen ind i en kold ovn. Sæt ovnen på 180 og steg stegen i ca. halvanden time. Tag stegen ud af ovnen, og lad den trække en 20 minutters tid.

Billede7

Det fyld, der falder ud, og stegeskyen skal gemmes. Det kan enten bruges til sovs med det samme – eller det kan gemmes til at lave restemad af resten af stegen. Mere om det i morgen, når vi har lavet restemad i aften.

Vi lavede ovnkartofler og peberrodsstuvet spinat som tilbehør i lørdags.

Stegen blev mør, krydret og lækker. Den udstoppede gris er god, substantiel kost til en bondemand, der har arbejdet ude hele dagen med at pløje den mark, vi kalder Østrig på grund af de stejle skrænter.

Billede8

‘Han har jo bare siddet i traktoren’, vil du nok sige. Men ved du egentlig, hvor høje trin, der er op i en traktor – og hvor mange gange ud og ind, man skal i løbet af dagen? Eller hvor tunge løft, der skal til, før plov og senere såmaskine er monteret? At sækkene med såsæd vejer 50 kilo stykket og skal løftes op i halvanden meters højde – med hænderne?Fitnesscentret kan godt gå hjem og lægge sig.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Udstoppet gris – eller farseret svinekam, hvis du vil”

  1. Det lyder dejligt med alle de ramsløg. Vi har ikke rigtig nogen i nærheden – måske skulle man se at anskaffe dem – de kan vel gro ovre i skoven, hvis de ikke bliver spist af rådyrene.

    Ja, det er en rigtig Valhal-gris, den vi har købt – lækkert. Der kommer opskrift på spinaten i morgen – jeg kunne ikke nå mere her til morgen, før jeg kørte.

    Morænebakker er ikke verdens bedste landbrugsjord, og det er farligt at køre på bakkerne. De er jo ikke lige, men skrå på alle leder og kanter. Faktisk er de bedst egnede til at afgræsses, men selv græsmarker skal jo lægges om hvert femte år ifølge EU reglerne, så….

    Like

  2. Det kunne lyde til, at det er en side fra Sæhrimmer fra Valhalla, I har købt der 🙂
    Hvordan laver du peberrodsstuvet spinat? Jeg laver næsten altid en italiensk model med hak. tomater, hak. løg og hvidløg.
    Det ser faretruende ud at pløje den skrænt, men din mand kører vel op og ned og ikke sidelæns – det ville få mig til at tænke på “at være lige på vippen til at …” Det er en farlig arbejdsplads, han har.
    Det vælter op med ramsløg 10 min. fra mig. Jeg lavede tzatziki med dem i stedet for hvidløg – der blev djævelsk godt og fik en smuk farve. Min søn lavede smør med ramsløg, sennep og citron – og det blev ligeså godt.

    Like

Der er lukket for kommentarer.