Ligesom dem fra Wien ikke spiser wienerbrød og dem fra Hamburg ikke spiser hamburgerryg, spiser dem fra Paris nok heller ikke pariserbøf. Det er nu lidt synd for dem, for det er en lækker og nem ret. Selvom den er blevet lidt glemt. Jeg vil gerne lave lidt reklame for sådan en god gang herremad og hjælpe med at få den ud af glemselens skygge. Det fortjener den.
I går var det blevet sent, før vi var klar til at lave mad. Vi var trætte og sultne, og det virkede helt uoverskueligt at skulle i gang med at skrælle og snitte, bage, brase og – ikke mindst – vente. At lave en pariserbøf stod lige for – maden færdig på 10 minutter.
Til en rigtig pariserbøf skal man bruge en mængde tilbehør:
Revet peberrod
Hakket løg
Hakkede syltede rødbeder
Kapers
Rå æggeblommer (pasteuriserede, hvis du ikke kender hønen)
Og man skal bruge:
Godt brød
Hakket oksekød
Salt, peber og smør til at stege i
Rist brødet på brødristeren på den ene side, smør med et godt lag hakket oksekød på den anden. Steg kødsiden på panden i lidt smør.
Anret bøfferne med tilbehøret inde ved bordet.
Det var let at gå til for os, for vi havde alle ingredienserne klar. Kapers og løg i køleskabet. Kød fra egne køer, peberrod i haven, hjemmesyltede rødbeder i glasset og hjemmebagte boller i fryseren.
Og så de gode landæg, som vi ikke frygter at spise blommerne fra. Hvis du synes, at blommerne ser lidt for orange ud på billedet, er det ikke billedsnyd. De er orange for tiden, for hønsene har spist rød peber. Det er de helt vilde med, og hvem vil stå en hønes lykke i vejen? Men det giver den sjove farve til blommerne.
God torsdag.
Men Wienerbrødsdejen blev opfundet af Bagere fra Wien.=D
LikeLike
De vidste bare ikke, at det hed wienerbrød, da de opfandt det 😉 Det var i øvrigt godt, at det gjorde det.
LikeLike
Derfor skulle alle kun drikke Naturmælk – Danmarks bedste mælk!
LikeLike
Og så er det ik’ engang løgn 🙂
LikeLike
Skønne æg – De minder om dem, som jeg fandt i vores hønsehus som barn i Jylland. Det skæggeste var nu, når jeg en gang imellem fandt nogle skægge æg – kun i hinde og uden skal.
Æg fra egne høns: Min søster og jeg fik tit lov til at røre æggesnaps uden nogen tænkte på samonella eller andet skidt.
LikeLike
Det gjorde vi også – der var så meget, der var anderledes. Æg kom fra høns på en gård og havde forskelligt farvede blommer, smør var gult om sommeren og blegt om vinteren, mælk smagte ligesom Naturmælk gør nu. Og kød var noget, man sparede på blandt andet ved at spise æblegrød til dessert – eller ‘eftermad’, som det hed den gang. Når jeg fortæller den slags, er der mange, der tror, at jeg er meget, meget gammel – mindst 80. Men jeg er såmænd kun 53, så det er faktisk ikke så længe siden 🙂
LikeLike
Tja, jeg er kun 52 og lyder også engang imellem, som om jeg er 80 😉
LikeLike
Det må vi jo så blive ved med en 35 – 40 år endnu 😉
LikeLike