Købe-forår

Jeg er ikke meget for at købe noget. Ikke fordi, jeg vil frelse verden fra forbrugerismen – næh – mest fordi, jeg ikke har så mange penge. Men af og til er man jo nødt til at købe noget, når man ikke kan lave det selv. Forår. Jeg kan ikke lave forår. Men jeg kan købe forårsstemning.

Grøntsagskurven var tom, der var ikke mere æbleeddike, og der var heller ikke mere kikærtemel. Der var også ved at være mangel på en masse andre ting, så jeg tog en tur til Mellemøsten i Aarhus, en tur i Bazar Vest, og kom hjem med en bugnende bil, der duftede af koriander og  mynte og alskens duftende grønne sager. Det var til at blive helt høj af – en duft af forår og sommer.

Det var en af de dage, hvor alt så fristende ud. To bundter krydderurter for en tier: koriander, mynte, bredbladet persille, rosmarin. Lange, slanke tyrkiske auberginer. Ingefær, der strutter af saft. Et helt net hvidløg for 15. Friske chili og tyrkiske pebre.

Billede1

Te, eddike, shawarma krydderi og en pakke forårsrulledej. Armene når næsten jorden, inden man når ud til bilen igen.

Et par håndfulde af krydderurterne blev brugt til iranske ruller med valnødder og krydderurter. Smagen af forår og sommer. Men det er ikke muligt at bruge seks bundter krydderurter på én gang, så hovedparten røg i fryseren. De skal skylles grundigt, tørres i salatslyngen og så i poser. Når de er frosne, kan man bare kramme posen lidt – så er de også hakkede.

Billede6

Nu skulle vi kunne klare os, til vores egne krydderurter begynder at myldre frem i køkkenhaven. Og efter at have forsynet mig med købe-forår, kom jeg hjem og så, at forårsblomsterne er begyndt at springe ud i det sydvendte bed foran B&B’en.

Billede3

Scilla.

Billede2

De små iris reticulata.

Billede5

Krokus.

Jo, det skal nok blive forår nu. Måske hjalp mit forårs-indkøbsorgie til at minde vejrguderne om, at de skulle tage sig lidt sammen.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

5 kommentarer til “Købe-forår”

  1. Jeg er heldigvis heller ikke udstyret med et veludviklet købe-gen, men i fredags, da jeg stod og ventede på at blive ekspederet – mit krøllejern var gået i stykker- faldt jeg over en flutes-bageplade med huller i, til en fornuftig pris. Planen var klar, jeg ville bruge den til at bage mine brødboller på. Dagens model var med lilla prærie-bygkerner avlet i Montana, hvid hvede og hvedemel – og det siger jeg dig, de blev meget lækre og sprøde, helt efter planen.

    Like

  2. Dejlige forårstegn – her begynder de også så småt at vise sig – selv om vi både har fået sne i stor klatter/hagl og lidt regn i dag 😦
    I går var ellers så dejlig – men sådan har april vel ry for at være 😉

    Like

  3. Go`Formiddag i Skivholme!
    Ja den der Bazar Vest er noget vi godt kunne bruge her.jeg skal køre langt for at få nogle orientalske/mellemøstlige lækkerier..og vores forårs bebuder lader vente på sig.vintergækker er det eneste der blomstrer,narcisserne har vovet en smule grønt op af jorden krokus hyacint og alt det andet som kom i jorden sidste år sover vintersøvn endnu.

    Like

Der er lukket for kommentarer.