Restetærte – med grøntsager fra skuffen

En god ret at gribe til, når man gerne vil have noget ubetinget lækkert, men ikke har været ude og købe ind. For tærter kan laves af ting, man næsten altid har i huset. Alle ikke for våde grøntsager kan puttes i tærter – og så er de jo anbragt.

Min tærte fik fyld af porrer, champignon og rød peber.

Billede1

Nå ja – og så selvfølgelig lidt af den oversete krydderurt.

Billede2

Så kan det ikke gå galt.

Lad være med at købe tærtebunden, ikke? De er så bundkedelige, hvis man må udtrykke det sådan. Lav i stedet for denne ufejlbarlige bund, der lykkes hver gang.

200 g mel
75 g koldt smør
En håndfuld sesamfrø
1 nip salt
1 æg
2 spsk vand

Smuldr smørret i melet, tilsæt salt, sesamfrø, ægget og de to spsk vand. Saml dejen og læg den på køl i en lille times tid – eller længere. Man kan sagtens lave dejen dagen før. Mel med lavt proteinindhold er bedst til tærtedej. Og hvad er så ‘mel med lavt proteinindhold’? Hurra – det er det billige. Det, der bare hedder hvedemel.

Til fyldet blev der brugt:

2 porrer i ringe
1 rød snackpeber i terne
7 store champignon
1 pk bacon
4 æg
1 dl fløde – man kan også bruge cremefraiche – men der stod lidt fløde, der skulle bruges nu eller aldrig.

Skær bacon i småstykker og steg dem, til væden er kogt ud og det værste fedt er smeltet væk. Hæld overskudsfedtet fra og tilsæt grøntsagerne.

Billede3

Lad det småstege for svag varme, til grøntsagerne er bløde, og væsken fra champignonerne er kogt væk. Lad det køle lidt af.

Pisk æggene med fløde – tilsæt lidt salt og peber.

Rul dejen ud på et meldrysset bord. Smør formen grundigt med smør, så dejen ikke hænger i. Læg dej i formen og fordel grøntsagsblandingen på den. Hæld æggemasse over og bag tærten i ovnen på 200 grader, til den er gennembagt, og toppen smukt gylden. Det tager ca. 40 minutter. Men kig efter. Når tærten er klar, hvælver den sig smukt i ovnen, og der er ikke nogen fordybning i midten. Den falder lidt sammen, når den kommer ud – men det er nu engang tærters natur.

Billede4

Lad den køle lidt af, før du spiser den. Kolde rester er gode til frokost.

Der er dem, der siger, at tærter er ‘damemad’. Men med smag i fyldet og en god bund, kan en sulten bondemand også kaste sig over den. Helt uden problemer.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Restetærte – med grøntsager fra skuffen”

  1. Man kunne jo lave en fire-stykker og forbage dem – og smide dem i fryseren, eller vel også fryse dejen i portioner. Ha, jeg husker tydeligt, da min svigersøn fortalte en god ven, at han skam havde overgivet sig, vel – og spist squashtærte = tøsemad hos min datters ugifte veninde til en middag. (Hun havde jo ingen mand at lave ordentlig mad til, så hun var LIDT undskyldt!) Jeg havde svært ved at holde masken, for det havde jeg serveret masser af gange i flere år, dog havde det været under den franske betegnelse; dengang dækkede betegnelsen “tærter” kun kage i Danmark. De andre hed quiche.

    Like

    1. 🙂 ‘ingen mand at lave ordentlig mad til’ – hæhæ.

      Jeg kan godt huske den måde, de übertrendy sagde quiche nede i 70erne: kiiiiiish – og så det der blik, der udfordrede med et ‘men det ved du vel ikke, hvad er, når du er fra Jylland’.. Det var LIDT sjovt.

      Like

Der er lukket for kommentarer.