Hvad fryseren gemte – pift resterne op

Der kommer et punkt i enhver kvindes liv, hvor hun må se det i øjnene. Der skal ryddes op i fryseren. Når ‘resteskuffen’ er fuld af alskens småpakker, og det efterhånden er blevet lidt svært at overskue.

Billede1

Jeg startede med at sortere efter ‘land’, og i går blev det så de italienske rester – de fyldte mest. En halv hjemmelavet pizza og en rest pasta med kødsovs.

De fleste rester har godt af at blive piftet lidt op, når de skal bruges. Ellers bliver de meget let møgkedelige.

En pizzarest bliver let tør, når den skal varmes – uanset hvor god en opskrift man har brugt fra starten, og uanset ingredienser. Tø den op på køkkenbordet, dryp den med lidt olivenolie – og lidt fintrevet parmesan – før den skal varmes i ovnen – hårdt og hurtigt, så den ikke står og tørrer helt ud.

Billede2

Rester af pastaretter bliver også let tørre. Pastaen har suget væsken fra retten til sig, og det kan godt blive en lidt uinspirerende gang affodring. Men den kan også blive rigtig god. Start også med at tø den op, læg den i et lille ovnfast fad, læg tomatskiver over, drys med kapers, og lidt revet ost og rasp og dryp den med olivenolie. Sådan en rest skal til gengæld varmes langsomt, så tomaterne bliver bagt, og skorpen bliver sprød.

Løsningen er derfor, at sætte pastafadet i en kold ovn, sætte ovnen på 200 grader og lade fadet varme med. Når pastaen er næsten færdig, kan man sætte pizzaresten ind ved siden af – og så har men begge dele færdige på samme tid.

Billede4

Mens det varmer, kan man lave sig en salat, der kan binde måltidet sammen – for eksempel en salat med babyblade i en olie/eddike dressing med knust hvidløg og pyntet med parmesanflager for nu at blive i det italienske.

Billede3

Og man kan åbne en flaske vin for at fejre, at man sådan har været genbrugsgod.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

9 thoughts on “Hvad fryseren gemte – pift resterne op”

  1. Rigtig fin inspiration til at få brugt madresterne og undgå spild af mad.

    Nogle har det sådan med bacon, jeg har det sådan med ost: Der er intet, der tager skade af at blive gratineret med et godt lag ost! 🙂

    Like

      1. Haha, jeg er sikker på, at “Klidmoster.dk” kan komme op med en opskrift, der kombinerer vanilleis og bacon.
        Den gode Heston Blumenthal har jo allerede gjort det…… 🙂 🙂 🙂

        Like

Der er lukket for kommentarer.