Indendørs glæder

Man er vel begyndt at slå sig lidt i tøjret. Til at trænge til at se ting spire og vågne fra vinterdvalen.

Ude er der ikke meget liv endnu. De små, kønne, klart gule erantis lyser op i bedene, og vintergækkerne er også på vej.

Billede8

Men det er inde, de fleste blomster trives bedst i den kolde tid – og der er mange at vælge imellem – lysende azalea i mange farver, primula i endnu flere, duftende hyacinter, tulipaner i vaser og de trofaste orkideer, der blomstrer igen og igen.

Billede6

Og så et lille mirakel:

Billede4

Den blomstrede til jul og blev bagefter sat ud i baggangen, så jeg kunne huske at tage den med ned i kælderen. Men i al julehalløjet blev den glemt dybt nede i en kurv derude i baggangen, hvor der er hundekoldt og mørkt. Da jeg ryddede op, fandt jeg den – og der var den i knop igen.

Nu stråler den i køkkenvinduet med sine sarte æbleblomstfarver. Det er ikke så mærkeligt, at feen i børnebogen ‘Røveren Runkeldunk’ (ham, der stjæler Bedstemors kaffemølle – den, der kan spille ‘Kom maj, du søde milde’)  hedder Amaryllis, vel?

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.