Muffins igen – med chokolade, ristede hasselnødder og appelsin

Til pludselige gæster er det godt at have nogle hurtige kager på repertoiret, og muffins er noget af det hurtigste, man kan lave. Man har næsten altid noget, man kan lave muffins af. Grunddejen er den samme, og så kan man putte alverdens lækre ting i som fyld.

Her blev det rester, der blev brugt. Restemad – med det på tysk så adeligt klingende navn: ‘Von Gestern’, som en vittig og trofast læser kommenterede for nylig. Jeg smågriner stadig.

Men rester skal udryddes. Det er nærmest et samfundsansvar. Og her må man ikke svigte.

Der lå nogle indtørrede clementiner tilbage fra jul. ‘Vi er sunde’, sagde de. ‘Spis os’.

‘I er sure’, sagde jeg. ‘Og trevlede. Og det har I været hele tiden, ellers var I blevet spist’. Så ku’ de lære det. Ingen næsvise clementiner i mit køkken.

Jeg pressede saften ud af dem og brugte den i muffins sammen med lidt ‘restenødder’, der blev ristet på en tør pande, så de blev ‘ristenødder’, og en stump ‘restechokolade’.

Billede1

De blev rigtig gode. Her kommer opskriften, og har du ikke rester, må du sandelig se at anskaffe dig nogen. Ellers kan du jo ikke udrydde dem, og du svigter dermed dit samfundsansvar og skal betale en særlig  miljøafgift for ‘ikke anvendte ikke eksisterende rester’. Det er ganske vist.

Man skal bruge:

50 g smeltet smør
1 dl appelsinsaft
1/2 dl cremefraiche

Revet skal fra 1 appelsin (Jeg havde frosset nogle appelsinskaller i december efter at have brugt saften. De kan let rives, mens de er frosne – men man får kolde fingre.)
1 æg
En god håndfuld hele hasselnødder
Ca 40-50 g grofthakket mørk chokolade

200 g mel
100 g sukker
1 tsk vanillesukker
1 tsk bagepulver

Bland de tørre ingredienser sammen, og bland de våde i – rør nødder og chokolade i til sidst. Fordel dejen i en muffinform – en 12 hullers – gerne med noget fint muffinpapir i – det pynter på en grå dag. Bag dem i cirka 20 minutter på 200 grader og lad dem køle lidt af, før de skal spises.

Hurtigt, nemt, ikke spor dyrt og rigtig lækkert.

Billede3

God tåget tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.