Lavpris-Madonna

Der er nu noget ved Madonnaer. Når vi er på ferie i katolske lande og ser de pragtfuldt udsmykkede kirker, nyder jeg altid Madonnaalteret mest. Det er næsten altid det kønneste. Hvor ville kunsten være, hvis det ikke havde være for ideen om en Madonna? Selv Munch har sin udgave. Og mangen en munk har øst sin uforløste kærlighed og savn over Madonnaen – Guds Moder, som han ville kalde hende. For så var det ok at tilbede hende.

I går købte jeg min egen Madonna. I Rema1000. På en måde er det lidt sært, at man kan købe en helgenstatue samme sted, hvor man køber mælk og kartofler. Men hun er nu nok mest beregnet som julepynt – det er bare mig, der tænker tanker, og det skal man ikke tirsdag i myldretiden. Op i kurven med varerne og hjem og skrælle kartofler.

Men hun stod der mellem fede nisser og Rudolfnæser og så stilfærdigt ud som om hun ikke rigtig var fortrolig med selskabet. Som om hun helst ville være et helt andet – og roligere – sted. Så hun kom med hjem til Skivholme.

Hun er lavet af noget, de kalder polysten. Ligner grangiveligt en skulptur, men er en støbt lille dame med de fineste detaljer. 39 kroner kostede hun. Jeg tror næsten ikke, jeg kan nænne at lægge hende i en kasse på loftet efter jul.

Nogle gange kan jeg godt være lidt misundelig på katolikkerne. De bruger julepynt hele året.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 kommentarer til “Lavpris-Madonna”

  1. Go´ Onsdag til dig og dine Kære.
    Ja Madonna`er i alle afskygninger er smukke.og de enkle kan være speciel smukke

    Like

    1. Prøv engang at google Filippo Lippi Madonna. Det er nogle af de smukkeste i verden. Og så er historien så sød: Filippo var munk, modellen for Madonnaen var nonne, og de blev løst fra deres klosterløfte og fik lov at gifte sig. Siden malede han hende som madonna i utallige udgaver og det lille buttede Jesusbarn og de frække engle var deres egne børn 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.