Restemad med aubergine og polenta

Den smukke frostmorgen i går gav energi til hele dagen.

For både folk og fæ. Jeg kunne ligefrem se, hvordan både køer, hund og jeg selv sugede energi fra solen, der aflagde et kort visit,

før den gik ned som et rødt, flammende bål, mens jeg holdt i kø på Viborgvej.

Der blev udrettet en  del i løbet af dagen udover arbejdet. Det blev lidt sent, før der blev tid til aftensmad, og det blev til restemad. Jeg kunne også have pudset glorien og sagt ‘Undgå Madspild’-mad. Men da jeg på intet tidspunkt havde tænkt på at smide resterne ud, ville det nok være lidt  – for ikke at sige meget – hyklerisk. Derfor restemad.

I det nye køleskabs flotte XL grøntskuffe lå en aubergine og puttede sig. Den var ikke helt, hvad den havde været. Men sådan er vi jo så mange, der har det, så det skulle ikke lægges den til last. Den blev udgangspunktet for et auberginefad med tomatsovs, spinat og parmesan.

Der lå hakket tomat i fryseren – rester fra et par andre gange, hvor jeg kun skulle bruge en halv dåse tomater. De blev brugt til tomatsovsen sammen med løg, hvidløg og nogle champignoner, der også var ude over deres første ungdom.

Jeg fulgte stort set opskriften på de sicilianske auberginer med tomat. Kun blev der lagt et lag af optøet spinat ind også – de sidste fem kugler fra en pose i fryseren, og så de syv champignoner i tomatsovsen – og det skadede bestemt ikke.

Det færdige resultat så sådan ud:

I fryseren lå der også en rest polenta. Det kan man også sagtens fryse, når man har lavet for meget, hvad man let kommer til. Det blev tøet op i den famøse mikroovn, og det virkede fint. Polentaen æltede jeg med hakket salvie, hvorefter den blev formet og skåret i skiver, der blev dryppet med olivenolie og lidt revet parmesan og grillet i ovnen.

Det kunne jeg godt finde på at gøre en anden gang – de smager som snacks, som ren fredagsnippemad.

Hvis man vil lave polenta, kan man enten vælge at bruge almindeligt groft majsmel eller forkogt polenta mel. Det sidste sparer uendeligt meget tid. Men følg opskriften på den pakke, du nu køber, for der er forskellige mærker, og forskellige kogetider.

Der bliver ligefrem skrevet bøger om restemad for tiden. Men det er ikke raketvidenskab – det er ganske enkelt. Smid ikke noget brugbart ud. Brug fryseren. Vælg så ud blandt resterne, så en af dem får hovedrollen, som her auberginen, og tilpas andre rester omkring det emne evt. med tilføjelse af noget nyt. Det virker – hver gang.

Og lad helt være med at lave noget, du i grunden ikke kan lide, bare fordi nogle siger, det er sundt. Bulgur for eksempel. Det giver rester, der kan ligge i årevis i fryseren og tage plads op for bedre ting.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

8 thoughts on “Restemad med aubergine og polenta”

  1. Har man som jeg aldrig set min mormor eller min mor smide rester af mad ud, har det heller aldrig været noget, jeg gjorde/gør. Jeg synes, der er alt for mange, der pudser glorien. Mit motto er: “Brug forstanden – ikke skraldespanden”, uden dog på nogen måde at have forestillet mig, at det skulle være noget særligt. Som du mener jeg, at det er den eneste måde at kokkerere på – og det kan der komme meget godt ud af. Se bare din lækre ret! “At holde hus” dækker over mange ting – også at holde hus med pengene …

    Like

    1. Jo, det med at pudse glorien – det er vel ligeså meget for at vise, at man er med fremme. Ligesom med stenalderpjattet. Stenalderbrød bagt i varmluftsovnen – hehe. Men da jeg var yngre, var jeg heller ikke så god til at bruge rester. Jeg har såmænd smidt meget ris ud i min tid – mest fordi jeg afskyr rissalater og ikke kunne finde på andet at lave af risresterne 🙂 Nu ender eventuelle risrester i hundemaden, og hunden er lykkelig. Og jeg er blevet meget bedre både til at lave mad, til at tilpasse mængderne og til at holde hus med pengene.

      Like

  2. Oj oj oj oj,men så er jeg en af Madgudernes Ven ,elsker Bulgur Cous Cous,Linser og især Gedeost og Gedefeta.Men jeg har nogle Retter jeg ikke bryder mig om, og som du måske synes er en Himmelrigsmundfuld.Pyt.Smag kan man jo godt diskutere,men ikke nødvendigvis være enig i

    Like

Der er lukket for kommentarer.