Historien om et grisehovede – jeg gør det (nok) aldrig igen

Et grisehovede er stort. Ret stort. Faktisk meget stort. Og på et grisehovede sidder der nogle ganske få klumper kød – de så berømte svinekæber, som er lækkert og mørt kød, men som det er et bøvl af rang af få frigjort.

Her ser I et halvt grisehovede.

Og her ser I, hvad der kommer ud af et helt grisehovede.

200 gram kød – 5 kilo affald.

I gamle dage kogte man sylte på grisehovedet, men – nej – det havde jeg altså ikke lyst til. Jeg fandt en gang en grisetand i en mad med sylte, og siden har begejstringen været en smule begrænset. Det er ligesom at gå lidt for tæt på.

Men nu var de små klumper blevet frigjort, og efter sidste år (ja – der gjorde jeg det også) at have prøvet at lave de berømte ølbraiserede svinekæber, som jeg ærligt talt syntes var lidt kedelige, blev det i år en opskrift inspireret af Camilla Plums flæskesteg med lakrids – opskriften står i hendes dejlige julebog og er bestemt værd at prøve.

Jeg stødte 5 hele allehånde, korn fra 5 kardemommekapsler, en tsk revet ingefær, 1 tsk muscovadosukker, 5 peberkorn, en halv tsk lakridsrodsstykker og lidt salt i en morter, gned kødet ind i det og brunede det i en kasserolle. Så lagde jeg en flækket chili uden kerner (af de små onde) ved og dækkede kødet med vand og lod det simre i en lille times tid, til det var mørt som smør. Til sidst blev sovsen jævnet med lidt maizena.

Imens kogte jeg et par bagekartofler meget møre, svitsede et hakket løg i smør på en pande, bagte nogle både græskar til mos og blandede det hele til en lækker græskar/kartoffel/løg mos, smagte til med salt og gav hele herligheden lidt friskrevet parmesan på toppen, før det blev gratineret.

Det blev godt – meget godt endda.  Bondemanden havde stillet sig meget tvivlende overfor alle de mellemøstlige julekrydderier til kødet, men han blev overbevist. Smagen var overbevisende god, og græskarmosen passede perfekt til.

Men det var nok lige lovligt arbejdskrævende i forhold til den smule, der kom ud af det. Så næste år, når jeg bliver spurgt, om jeg vil have hovedet med, siger jeg nok nej. Eller gør jeg? For jeg hader jo at se noget gå til spilde – og hvis man skal smide hovedet ud, kan man vel ligeså godt ‘lige’ skære det brugbare af først, ikke? Eller?

Det gælder jo om at bruge hovedet.

God fredag.

 

 

 

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Historien om et grisehovede – jeg gør det (nok) aldrig igen”

  1. Hej Birte,
    Heldigvis er ‘vores’ gris ikke fed – jeg var meget overrasket over skankene, fordi de normalt har et spæklag så tykt. De her var meget magre, og det samme gjaldt hovedet, så kæberne smagte godt. Men skal man købe dem hos slagteren, er det nok en anden sag. Svinekæber var lidt af et modeflip for et par år siden, og det har jo nok også påvirket prisen.

    De grimme tænder var med, men øjet var der heldigvis ikke :O

    Like

  2. Jeg har smagt svinekæber een gang og fandt dem ret så fede i smagen – selv min mand synes ikke, at de var noget særligt. Og helt ærligt, så koster de jo en bondegård. Måske vil der gå mindre til spilde, hvis hovedet blev lavet om til dyremad eller benmel – ja, måske kan det også bruges til at lave gelatine af på slagteriet???
    Det eneste, som jeg husker om det halve grisehoved, som lå på køkkenbordet i mit barndomshjem, er noget med at stå og gyse over de grimme tænder og øjet, der stirrede på mig. Gradvist blev hovedet ribbet for, hvad der var af kød og så blev der lavet sylte.

    Så nej, jeg ville undgå hovedet, hvis jeg fik det tilbudt.

    Venligst Birte

    Like

Der er lukket for kommentarer.