Receptionsmad og spaghetti med kødsovs

Så kom frosten – og nu behøver man ikke længere bekymre sig om georginerne – nu er de nemlig faldet og skal graves op i weekenden. Heldigvis nåede jeg i al travlheden i går at få plukket de allersidste ind.

Jeg har lovet at hjælpe med maden til en reception i dag, så hele dagen i går gik med at købe ind og bage. Bage brød, kager og knækbrød til osten. Alt i store portioner. Det er forbløffende, så meget organisation, det kræver, hvis det ikke skal tage hele natten også. Man skal regne hævetid ud – lægge dejen tidsforskudt, så den kommer i ovnen lige på det rigtige tidspunkt, og ikke står og er klar, mens noget andet ikke er færdigt, mens man lige bager omgang knækbrød eller forbager en tærtebund ind imellem og så videre.

Så sidst på dagen var jeg træt som et gammelt trækdyr. Men køkkenet bugnede af gode sager, og der var også ryddet op. Der var bare hverken plads eller kulinarisk hittepåsomhed tilbage, så vi endte med den kendte klassiker

spaghetti med kødsovs. Der er tusindvis af variationer over spaghetti med kødsovs. Men jeg vil alligevel  bidrage med min, for det er jo den, jeg bedst kan lide. (Beskenhed ER jo en dyd.)

Bruger man kød, der ikke på forhånd er tilsat vand, kan det strække meget langt. Hvor 500 gram hakket supermarkedskød kun kan tage en enkelt dåse tomater, skal der to dåser til 500 gram hakket Dexter. Så opskriften lyder:

500 g hakket Dexter kød
2 store groftrevne gulerødder
2 hakkede løg
4 fed hakket hvidløg
2 dåser hakkede tomater
1 sjat hvidvin
1 spsk æbleeddike
1 spsk sukker
Salt, peber og en anelse chili

Svits kød og løg sammen, tilsæt gulerødderne, hvidløg og hakkede tomater. Giv det en sjat hvidvin, 1 spsk æbleeddike, 1 spsk sukker, salt og lidt chili. Det med vinen, eddiken og sukkeret er et trick til at give dåsetomaterne mere smag. Det giver dem både den syre og den sødme, de ellers mangler.

Lad det så koge stille en 20 minutters tid, kog pasta, bland og spis med friskrevet parmesan på toppen.

Det er ikke stor madkunst – og alligevel – det smager forrygende, og man har gjort så meget ud af sine få råvarer, som man kan.

Nu skal bilen pakkes med de mange brød, kager og knækbrød, pålæg, frugt, ost og snacks – og så går det ind til byen, hvor der skal rettes an, så det hele er fint til 50 gæster til middag. Det må egentlig være meget sjovt at have sådan et lille madlavningsfirma.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.