Svineskank simret med æbler, enebær og salvie.

Svineskank – den nederste del af grisens ben – er meget kødfulde på en frilandsgris. Til gengæld er de slet ikke fede. Man kan virkelig godt se, at de skanke har været brugt til at løbe på. Skank er kompakt kød, der kræver lang tilberedningstid – velegnet til lørdage, hvor man er hjemme, men hvor man ikke vil stå i køkkenet hele dagen.

Som efterårsret simret med årstidens grøntsager og smagsgivere er det god lørdagsmad – også til gæster.

Til en stor portion skal man bruge:

2 svineskanke
3 store æbler eller tilsvarende små, skrællede og skåret i både
2 stængler bladselleri i tern
1 porre i tynde skiver
1 stort løg i tern
2 store gulerødder i tern
1 håndfuld friske salvieblade – hakkede
1 spsk let knuste enebær
Smør til bruning

Vand
Salt og peber

Start med at tage frakken af kødet – væk med svær og eventuelt fedt.

Brun skankene i smør i en stegegryde, tag dem op og svits resten af ingredienserne, til de falder lidt sammen. Læg skankene tilbage i stegegryden, hæld vand på, så det lige dækker og lad det simre et par timer.

Når skankene er møre, skal de tages op og køles så meget af, at man kan håndtere dem. Mens de køler af, kan man koge sovsen ind til den konsistens, man foretrækker, og smage den til med salt. Æblerne jævner sovsen, så det behøver man ikke at tænke på.

Pluk kødet fra benene, fjern eventuelt fedt og sener og læg kødet tilbage i sovsen. Varm det hele godt igennem og spis med lyst og glæde. Det mætter meget. Vi lavede kartoffelmos og rødbedesalat til, og der var til to dage plus en portion i fryseren til en dag, hvor man gerne vil slippe lidt nemt om ved det.

Alt undtagen den sidste gennemvarmning af retten kan gøres nårsomhelst – man behøver ikke at time det, til aftensmaden skal være klar. Hvis man – som jeg – tit gør rent lørdag formiddag, er man jo hjemme til at holde et halvt øje med gryden i ny og næ. Og simreretter bliver oftest kun bedre af at stå og trække. Faktisk kan man også sagtens lave det hele klar dagen før – hvis man da altså har bedre tid der.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Svineskank simret med æbler, enebær og salvie.”

Der er lukket for kommentarer.