Venusvogn, Aconitum, (også kaldet stormhat) blomstrer nu i vores have med høje blå spir – de ligner faktisk riddersporer lidt. De blomstrer sent og giver en smuk blå farveklat i et hjørne af haven på et tidspunkt, hvor der ikke er så meget, der blomstrer mere.
Når man ser nærmere på de enkelte blomster, kan man godt forstå navnet Stormhat. De ligner noget, dværge har på, når de skal danse med Snehvide.
Venusvogn er en statelig plante, der bliver op til to meter høj, hvis den står beskyttet og i god jord.
Jeg er glad for at have den, men den er giftig – meget, meget giftig. Så hvis du har børn, der sparker bolde ind i bede og rører ved planterne, skal du nok nøjes med at se på billederne af Venusvogn. Billederne er det eneste, der ikke er giftigt ved den. 2-4 gram af en planteknold kan slå et voksent menneske ihjel, og giften kan trænge gennem huden og i bedste fald give udslet. Når de tørre stængler skal fjernes til foråret, skal man også huske handskerne. Giften, aconitin, har været brugt som pilegift både i Europa og Asien. I England hedder planten Wolfsbane (den plante, der kan dræbe ulve) og den har ofte været forbundet med sort magi.
Kejser Claudius, som mange af os kender bedst fra den fænomenale britiske serie ‘Jeg Claudius’, siges at være blevet myrdet med aconitin af sin fjerde kone, Agrippina den Yngre. Hun var i øvrigt mor til Nero, der senere blev kejser og fik et synderegister længere end resultatlisten fra en dårlig google søgning, men det er en helt anden historie.
Hvorfor skal man så have sådan et giftigt uhyre i sin have? Jo, fordi det er et meget smukt, giftigt uhyre. Når man ved, at man ikke skal røre ved den – ja, så lader man jo bare være, ikke? Og man planter den der, hvor man ikke lige støder ind i den sådan rent fysisk.
Men – stadig – med børn i huset er det bedre af få kulør i sin efterårshave fra mere fredelige planter som for eksempel den her: Strandasters.
God og ugiftig tirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Kunne ikke være mere enig – kompetente voksne er jo det, vi gerne vil have børnene til at blive . Og så risikerer de heller ikke at lave smoothies med rå hyldebær!!
LikeLike
HA-HA 🙂 Jeg har for øvrigt slettet mit indlæg om Hyldebærkapers: De smagte ikke godt – faktisk dårligt – og da jeg ikke har fået svar fra Meyer omkring deres giftighed, tør jeg ikke risikere noget.
LikeLike
Dem prøvede jeg sidste år – og de fik heller ikke point her 🙂
LikeLike
Uha, ja. Jeg kan huske, at da vi flyttede ind her var haven fuld af stormhat og juleroser. Smukke, men meget giftige. Så vi gik i gang med at fjerne dem, for med 2 livlige drenge på 1 og 2 år, kunne det nemt ende galt. Kaprifolien har jeg flere gange forsøgt at nedkæmpe, men forgæves. Nu er drengene så store, at de ved forskel på ribs og kaprifolie, så jeg glemte det helt, indtil i sommers, hvor mit barnebarn var igang med at tømme haven for diverse bær – jeg nåede dog at stoppe hende. Synd, når det nu er smukke planter.
LikeLike
Spørgsmålet er, om man skal gøre haven ufarlig, eller om man skal lære børnene, hvad der er hvad? Jeg husker stadig den frydefulde gysen ved at kigge på guldregnen og fortælle hinanden: Man DØR af at spise dem 🙂 Resten af verden er jo ikke ufarlig – der er røde bær i naturen også, så det må være de voksne, der skal passe på børnene og være over dem, mens de er så små, at de ikke kan kende forskel og lære dem forskellen at kende. Men lige netop stormhat er så megagiftig, at man let kan komme til at røre ved en, hvis den står et sted, hvor man kommer forbi hele tiden, så den er til ‘voksen’-haver.
LikeLike
Jeg giver dig helt ret og har selv gjort meget ud af at fortælle mine børn om ting og sager, som naturen byder på. Der ud over har de været spejdere og gennem flere år deltaget i “Haver til Maver” sammen med deres skole. de er blevet fantastisk kloge på naturen, dyrkning, lugning og tilberedelse af gode og anderledes grøntsager.
Jo, man skal lade være med at fjerne alle sten på børnenes vej frem i livet, for så lærer de ikke at begå sig på egen hånd senere.
LikeLike