Blød og lækker rejesalat

Skal der være gilde, så lad der være gilde. Menuen til Bondemandens fødselsdagsfest lød – i al sin enkelhed – på hjemmelavet rejesalat, ribbenssteg fra den gode gris – med rødkål, en rød og mør roastbeef af egen avl, forskellige oste og den smeltende, lækre mandelmarengslagkage, jeg fortalte om i går.  En rigtig herrefrokost. Men det var jo også en rigtig herre, der havde fødselsdag.

I dag kommer opskriften på rejesalaten – den er ikke kompliceret overhovedet, men den er et hit hos både store og små.

Til en standard portion skal man bruge:
200 g mellemstore rejer
1 dåse gode asparges
1 dl Hellmans mayo
1 spsk Heinz ketchup
1 stænk citronsaft
Et drys mild chili – skal gøre det ud for peber

Tø rejerne op og lad dem dryppe godt af – tryk lidt på dem i sigten, så overflødigt vand bliver presset ud. Gør det samme med aspargeserne – tryk dem lidt, men mas dem endelig ikke.

Rør Hellmans med Heinz, citron og mild chili – smag til – dressingen skal være let krydret og ikke stærk.

Bland rejer, asparges og dressing – lad det trække lidt og rør rundt i salaten før servering.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

10 kommentarer til “Blød og lækker rejesalat”

  1. Nårhh, der er den lille tiger jo 🙂 Jeg elsker rejesalat og rejer i det hele taget…..

    Mange hilsner
    Birthe

    Like

Der er lukket for kommentarer.