Vinden har revet masser af æbler ned fra det vilde æbletræ i hegnet. De ligger spredt på jorden, hvor de bliver til føde for de mange, der færdes deroppe i hegnet. Fugle, ræven, grævlingen – og ikke mindst hunden.
At spise æbler som en hund er en kunstart i sig selv – en øvelse i nærvær.
Man tager hele æblet ind i munden og brækker det i stykker med kindtænderne, så jorden omkring en er fyldt med æblestykker.
Man tygger hvert stykke grundigt og koncentreret.
Man nyder hver bid.
Intenst.
At leve i nuet. At fryde sig over øjeblikket. At være helt, helt fuld af inderlig tilfredshed med tilværelsen. Sådan er det at spise æbler som en hund.
God weekend.
Dalsgaard i Skivholme 
hahaha, fint indlæg! Og en dejlig vovse 🙂 Tror virkelig, sådanne hunde nyder livet.
LikeLike
🙂 Tak. Det tror jeg helt bestem også, de gør!
LikeLike
Sådan skulle det også gerne være for mennesker også – bortset fra at vi ikke spiser kerner og kernehuse. Forundringen lyste ud af mit 3 årige barnebarn, da han for første gang så et æbletræ med smukke røde æbler i min have, “Apples!”, sagde han og pegede op. Siden har han elsket min have og mine æbler. Indtil da havde han kun set æbler ligge på hylderne i supermarkederne.
LikeLike
Godt, han har en bedste som dig 🙂 Det må være et lille engelsktalende barnebarn, du har.
LikeLike