Min ultimative burgerbolle

Når det gælder burgerboller, bryder jeg mig ikke om den slags, der er grove i  munden. Næh, det skal være de blide, hvide, bløde boller med sesamdrys på toppen. De tager nemlig ikke smagen fra det gode kød (Dexter hakke) og fyld, og når de er bløde, skubber de heller ikke fyldet ud, når man bider i dem.

Burgerbollerne her er slet ikke fulde af grovheder. De skal heller ikke gøre det ud for det daglige brød – det der skal kerner i. De skal bare være det, de er: burgerboller.

Billede1

Man skal bruge:

60 g smør
600 g godt bagemel
3,5 dl vand
1 pk gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
Æg til smøring
Sesamfrø til drys

Smelt smørret, rør gæren ud i vandet, mål mel af og bland det med salt og sukker. Hæld så smør og gærblandingen i og rør og ælt det til en ret blød dej.

Lad dejen hæve 1 times tid, slå den ned og form 9 store flade boller. Lad dem efterhæve en times tid, pensl med æg, drys med sesam og bag dem i 15 – 17 minutter på 200 grader.

Mens de bager kan man stege bøfferne, skære salat, tomat, sure agurker og løg, og man kan finde de gode venner Heinz og Hellmans frem.

Og så skal der smovses.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

1 thought on “Min ultimative burgerbolle”

Der er lukket for kommentarer.