Food Festival – Dagen derpå

Lørdag morgen – alle de sædvanlige aktiviteter i dobbelt tempo – morgenmad til gæster, til hunden, katten, Heldig og os selv skudt af på ingen tid. Oprydning på plads. En hurtig tur forbi pengeautomaten – jeg havde en – velbegrundet skulle det vise sig – anelse om, at det nok kunne blive nødvendigt – og så ind til Tangkrogen og mødes med Birthe til Food Festival.

Det første syn var overvældende. Som teltene ved en middelalderlig ridderturnering.

Vi kom tidligt og kunne i ro og mag gå rundt og kigge på det hele. Og der var meget at kigge på. Lige fra det sjove,

over det klassisk smukke,

via gamle favoritter

til det nye og overraskende.

Rent inspirationsmæssigt var hele frugt-, grønt- og planteafdelingen det, der fangede mig mest. Urtegartneriets stand var fantastisk veludstyret med oceaner af spændende planter. Selvom de var noget dyre, faldt jeg alligevel for et par stykker. Man kan vel altid klemme en krydderurt eller to mere ind et sted?

Derefter videre til Kirstines Klosterhave – det er et sted, jeg meget gerne vil besøge en gang. Og alle de spændende produkter Kirstine havde med – overvældende – lige den slags, jeg ikke kan stå for. Kirstine er en af de glade ildsjæle, jeg netop havde håbet at møde ved sådan en lejlighed.

Ind i teltet til svampefolket – her var der noget nyt for mig – og det havde jeg jo også håbet på. Karljohan mayo – rørt af æggehvider og olieudblødte karljohansvampe – serveret til smørstegte nye majs, drysset med fintrevet tørret karljohansvamp. Stærkt vanedannende – kunne man ved lejlighed få opskriften med mere nøjagtige mål?

Og jeg smagte de bedste sodavand, jeg nogensinde har prøvet. Normalt bryder jeg mig ikke om sodavand – men de her måtte jeg have et par stykker med hjem af. Der var ikke en antydning af ‘produkt’ over dem. De smagte af frisk, lækker frugt. De var også dyre. Men rigtig frugt er dyrere end diverse kemiske kombinationer.

Der kan nævnes mange flere, Frøsamlerne, kålfolkene, kirsebærfolkene – og måske bliver der det også i kommende indlæg – for nu skal jeg jo til at bruge alle mine indkøbte skatte.

Efterhånden var både Birthe og jeg blevet glubende sultne. Der var nemlig ikke helt så mange smagsprøver, som håbet.

På jagt efter rigtig frokost kom vi forbi Landbrug & Fødevarers telt, hvor der var en gevaldig sammenstimlen. Den sammenstimlen var der god grund til:

Det var virkelig sjovt – dejligt at få rørt lattermusklerne.

Generelt var Food Festival et godt arrangement, og det bar præg af, at mange dygtige mennesker har arbejdet længe og hårdt på at få alt til at klappe. Stor ros til dem. Alt i alt en god lørdag. Det var hyggeligt at møde Birthe, det var spændende at se det hele og snakke med nogle af de mange udstillere og bagmænd/kvinder bag det hele.

Skal man nævne fluen i suppen, var det, at mulighederne for at få noget frokost var stærkt underdimensionerede. Der var køer så lange som i sidste uge i industriferien på en tysk motorvej. Klokken blev tre, før vi nåede frem i en kø og kunne sætte tænderne i en pulled pork sandwich – hos Hellmans. Og da var køen bag os ikke blevet kortere.

Men bortset fra det var der noget for enhver smag – både for dem med en gastronomisk tilgang til mad – og for dem med en mere ideologisk tilgang. Fred være med dem.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg da var imponeret over, hvad arrangørerne gjorde for at få os landboere til at føle os hjemme. For noget af det første man mødte, var dem her:

Og de var da ganske uimodståelige.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Food Festival – Dagen derpå”

Der er lukket for kommentarer.