Den gode solbærtærte – med lækker creme

Den sidste efterplukning – lige før det begyndte at regne – gav solbær nok til tærten. En gammeldags solbærtærte af den slags, der skal serveres med lun creme.

Tærtedej:
200 g mel
75 g smør
2 spsk sukker
1 æg
1-2 spsk vand

Hak smørret i melet – brug gerne foodprocessoren, så det går hurtigt. Tilsæt sukker og kør et øjeblik mere. Tilsæt ægget og lidt vand og kør, til det hænger sammen. Læg den færdige dej til at hvile på køl i en times tid. Rul den ud og læg den i et godt smurt tærtefad.

Fyldet:
400 g solbær
1 spsk kartoffelmel
1 dl sukker

Hæld solbærrene over tærtebunden, bland 1 dl sukker med 1 spsk kartoffelmel og drys det over bærrene. Bag tærten i en god halv times tid på 200.

Creme:
2 æggeblommer – pasteuriserede, hvis du ikke kender hønen, der har lagt dem.
2 tsk Maizena
2 spsk sukker
1 stang vanille
 3 dl sødmælk

Skrab kornene ud af vanillestangen. Pisk æggeblommerne sammen med majsstivelse og vanillen i en lille gryde. Tilsæt mælk og varm op – pisk i cremen til den tykner  – den skal nå til lige under kogepunktet – endelig ikke koge, for så kommer der klumper i.

Spis tærten med lun creme til.

Og er det også din første mandag tilbage på arbejdet efter ferien – så bag den som trøst i aften for at fejre, at selvom sommerferien er slut for i år, er der stadig sommer tilbage.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Den gode solbærtærte – med lækker creme”

Der er lukket for kommentarer.