Feriemad: Basaren møder Skivholme

Her møder de helt lokale produkter den store verden. Et stykke Dexter klump af egen avl, skåret i tynde strimler, marineret, lynstegt og rullet ind i tyrkiske fladbrød fra basaren sammen med agurk (fra naboen), salat fra haven, tomat og rødløg.

Hurtig mad – fast food af den bedste slags. Nemt, sundt (NB: uden at smage sundt!) og lækkert.

Marinaden til kødet var ganske enkelt shawarma krydderi rørt ud i lidt rapsolie til en tynd grød. De tynde strimler kød blev vendt rundt i blandingen og fik lov til at stå og trække i nogle timer. Derefter blev de lynstegt i rapsolie på en varm pande – steg dem gerne i flere hold, så panden bliver ved med at være rigtig varm. På den måde steger kødet i stedet for at koge, og det bliver ikke tørt og sejt.

Som dressing lavede jeg endnu en portion af tahinedippen  – rørt lidt tyndere end dagen før, så den bedre kunne dryppes på kødet og salaten.

På udflugten til basaren havde jeg købt en velsignet mængde krydderier hos Købmand Kilic . Blandt andet Shawarma krydderi.

Normalt er jeg ikke meget for færdige krydderiblandinger. Der er tit alt for meget salt i dem – og kemisk smagsforstærker, der kan lugtes på lang afstand. Ikke et egnet fødeemne – alt for mange E-numre. Men den her bestod ifølge varedeklarationen udelukkende af rigtige, stødte krydderier, chili, paprika, hvidløg, spidskommen og salt, så jeg vovede pelsen. Og det blev godt. Ingen skummel bismag.

Så var der bare tilbage at åbne en flaske vin og dække bordet – gode opgaver for Bondemanden, mens jeg varmede fladbrødene.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Feriemad: Basaren møder Skivholme”

Der er lukket for kommentarer.