Oksebov med øl og hyldeblomst

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Det er nu. Det er nu, hylden blomstrer, og det er nu man bliver halvskæv af duft, når man går forbi de mange hyldebuske i hegnet og i kanten af skoven.

Sidst på ugen vil jeg lave hyldeblomstsaft, men heldigvis er der rester fra sidste år, så vi kan tage forskud på glæderne. For hyldeblomstsaft kan bruges til meget andet end saftevand.

Jeg har før nævnt en sjat i salatdressingen, og i mindre mængder er hyldeblomst også god sammen med kød . Det giver en lidt ubestemmelig aromatisk kryddereffekt. En anelse af en smag og duft af sommer.

Et stykke oksebov, løg, hvidløg, gulerødder, lidt blomkål og en øl – toppet op med hyldeblomst og grydestegt i en god times tid, til kødet er smørmørt. Grøntsagerne og stegeskyen skal spises til som en blanding af tilbehør og sovs.

1 stykke bov
2 store løg i både
3 fed hvidløg, hakket
3 gulerødder i skiver
1 øl
1/2 dl hyldeblomstkoncentrat
1/2 lille blomkål, plukket i fine små buketter
Lidt fennikelfrø, salt, masser af friskkværnet peber
Evt. et lille skvæt citronsaft og et lille skvæt æbleeddike.

Brun boven på begge sider i en stegegryde, tag den op og svits hurtigt grøntsagerne – undtagen blomkålsbuketterne. Læg boven ovenpå grøntsagerne, hæld en øl ved – bare en helt almindelig ‘brugsenbajer’ – og hyldeblomstkoncentratet. Drys med lidt fennikelfrø og krydr med salt og peber.

Lad det nu simre, til kødet er mørt. For et stykke Dexter-bov tager det en god times tid.

Tag kødet op og dæk det til, så det holder sig varmt. Hæld blomkålen i sovsen og lad den koge med et par minutter.

Skum stegeskyen af for fedt og smag til. Mangler det en anelse syrlighed, kan man hælde en lille smule citronsaft og æbleeddike ved. Men vær forsigtig. Lidt ad gangen. Det trick har jeg fra Camilla Plum. Citron og eddike giver forskellige slags syrlighed, og sammen virker det. Jævn evt. sovsen med lidt maizena.

Nye kartofler passer rigtig godt til.

Sommerbov. Spises i solskin klokken ca. 21. Er vi heldige med vores lyse somre, eller?

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 thoughts on “Oksebov med øl og hyldeblomst”

Der er lukket for kommentarer.